Høit udi Gudernes hvælvede Sal
Stjernerne tindred saa vilde,
Sne-Kongen raadte i Eng og i Dal,
Dræbde Smaa-Blomsterne milde,
Bølgerne rulled saa tungt under Iis,
Stjernerne dem ikke funde,
Klipperne gjalded af Kæmpernes Priis,
Blodige Bækkene runde!
Stjernerne blinked paa lysere Grund,
Hisset i Sommerens Rige,
Blomsten sig aabned i Midnattens Stund,
Himlen sig aabned tillige;
Klarlig fra Skyen nedsused en Røst,
Ei var det rullende Torden,
Salige Aander forkyndte med Lyst:
Freden skal bygge paa Jorden!
Tiderne randt, paa den hellige Dag
Toned i dybeste Norden:
Gud har i Mennesket fundet Behag,
Freden skal bygge paa Jorden,
Hjertet ei vidste hvad Læberne kvad
Høit om den store Forsoner,
Brødre sig tvætted i blodige Bad,
Midt under Lov-Sangens Toner!
Fredsælle Drotter har Vaabnenes Brag
Blidelig stillet i Norden,
Glade vi sjunge paa hellige Dag:
Freden skal bygge paa Jorden!
Maae end de Lande i Syd og i Vest
Bæve for Menneske-Torden,
Kiærlig skal Sangen paa hellige Fest
Tone hos Brødre i Norden!