Vaagner op, I Folk, som sove!
Vaagn, du gamle Christenhed!
Lille Fugl i Bøge-Skove
Sjunger om den sande Fred,
Som er ei i Søvn og Død,
Ei i Jordens Favn og Skiød,
Men i Himlens Morgen-Røde,
Som paany stod op af Døde!
Ak, I Arme! hardt I sove,
Jordede i Herrens Grav!
Ingen Fugl i Palme-Skove,
Trindt det store Middel-Hav,
Hvor for Hyrder Engle sang,
Og hvor Davids-Harpen klang,
Hvor Guds Ord blev født og baaret,
Bod os bragt for Bane-Saaret!
O! I favre Rosen-Lunde,
Viet ind til Jubel-Sang,
Høre nu i Folke-Munde
Kun den døde Efter-Klang!
Under Saracen og Tyrk
Paradiset blev en Ørk!
Marken, rig paa Viin og Hvede,
Under Romer-Aag en Hede!
Skal kun Syn for os udbryde,
Zion! af din Billed-Bog?
Skal ei Hellas meer gienlyde
Af Apostlers Yndlings-Sprog?
Er nu der, hvor Paven boer,
Evig glemt Sanct Povels Ord?
Glemt i Mailand og Hippone
Hver en Hjertets Psalme-Tone?
Nei, saalænge Stene-Raabet
End forkynder Herrens Priis,
End i Løn dog lever Haabet,
Lever Christus skyggeviis,
Maa den gamle Christen-Tro
End i mangt et Hjerte boe,
Ulmer under Aske Ilden,
Lædsker i det Skjulte Kilden!
Lyde skal i Morgen-Røde
Det da vist, som skrevet staaer:
Vaagner, ja, staaer op af Døde!
Jorsal, Rom og Maglegaard!
Livets Lys, trods Dødens Sky,
Klarlig bryde frem paany!
Kun de Sidste kan forklare,
Af hvad Art de Første vare!
Vaagne først dog hvad kun daaned
Hist paa Vester-Havets Ø,
Og hvad Pestilensen skaaned
Paa din Strand-Bred, Øster-Sø!
Vaagne først hvad slumred sidst!
Det er Herrens Orden vist.
Vaagner I, som skal opvække
Kirkens gamle Folke-Række!
Sover I? hvor kan I sove!
I, som hørde end i Kveld
Eders Mødre Herren love,
Saa det klang i Skov og Fjeld,
I som, trods hver Romer-Trop,
Stod med Luther tidlig op,
Daaned kun og blev som Døde,
For I fik kun Fugle-Føde!
Ja, vi sære Fugle-Unger,
Som kom senest ud af Skal,
For hvis Øren det end Sjunger,
Som for Morten Bibel-Skjald,
Vi, hvor Blomst og Bøge groe,
Nøies kan med Lidt i Kro,
Og, med Syn for Himlens Palmer,
Leve hardtad blot af Psalmer!
Saa det er, for vi paa Vinger
Jorden skue ovenfra,
Og for os i Øret klinger
Skabningens Halleluja!
Skrift for os er halvveis Ord,
Vinge-Slag af Engle-Chor,
Som i Jesus-Navnet stige
Op og ned fra Himmerige!
Ikke saa dog med de Andre,
Bundne til den sorte Jord,
Uden Vinger maae de vandre,
Mærke lidt til Engle-Chor,
Bære Troen som et Aag,
Sove ind ved Herrens Bog,
Hvis ei daglig dem mon føde
Han, som opstod fra de Døde!
Men nu er Han atter fundet
I det lille Troens Ord.
Hvor Han, fast med Aand forbundet,
Alle Dage hos os boer,
Føder, styrker os i Løn,
Svarer til hver Hjerte-Bøn!
Rygtes lad det rundt paa Kloden:
Der ved Kilden ligger Roden!
Ja, vor Drot, Hvem Djævle frygte,
Engle tjene med al Flid!
Lad udbrede sig det Rygte
Trindt om Land med Sangværks-Lyd,
Finde Vei til hver en Vraa,
Hvor for Himlen Hjerter slaae,
Vække, fryde alle Sjæle,
Som i Jesus-Navnet knæle!
Da ad Fiendens Lue-Pile,
Under Troens Demant-Skjold,
Som de Gamle vi kan smile,
Give glad os Gud i Vold,
For vi veed vort Blive-Sted,
For vi føle, du er med,
For vi staae paa Klippe-Blokke,
Som alt Helved ei kan rokke!
Da vi see dig, som du svæver
Mellem os i Troens Ord!
Da det sees, at for dig bæver
Han som haaner Lysets Spor!
Da vi trindt paa Jorderig
Leve samtlig op i dig,
Smelte til dit Legem sammen
Jesus Christus, Ja og Amen!