Johan Grove (1859–1917)

Snehvidelil

Eventyr fra Ukraine.

Af Grigor Petrovitsch Danilevski.

(Russisk Digter).

Engang leved et Par gamle

Ægtefolk i barnløst Samliv,

Glædeløst dem Livet tyktes,

Og ved deres lave Vindu

Gubben med sin gamle Kone

Sad og stirred saa sørgmodig.

Udenfor ved Floden leged

Byens Børneflok og bygged

Under Støj og Skjemt og Latter

Af den hvide Sne et Snebjerg.

Da til Kvinden talte Gubben:

»Gamle, skal vi To dog ikke

Med den friske Luft os kvæge?«

Og hans Kone strax gav Svaret:

»Jo, det tykkes mig forstandigt!« ....

Gubben og den gamle Kvinde

Danne med Besvær en Snebold.

»Hvad har I saa travlt med, Godtfolk?«

Spørger hilsende en Vandrer,

Skjægget, høj, men svag af Lemmer.

Leende de To ham svare:

»Vi et Barn af Sneen forme.«

— »Gid da Gud maa hjælpe Eder!«

Krøblingen dem venligt ønsked

Og ved Flodens Bred blev borte.

Nu et Ben fik Gubben formet,

Saa en Næse, saa kom Munden —

Se dog, paa de hvide Læber

Danser brat den varme Aande,

Øjne blaa imod ham straale,

Og Snehvidelil, den fagre,

Ryster af sig alle Snefnug;

For de Gamle, som sig undre,

Staaer lyslevende den Lille. —

Henrykt raabte Gubbens Kone:

»Søde Lille! Vær vor Datter!«

Og sin Faarepels hun svøbte

Om Snehvidelil og bar saa

Ømt den Lille ind i Hytten.

Dage følge nu paa Nætter,

Og paa Nætter følge Dage;

Men Snehvidelil, lyshaaret,

Ej blot for hver Dag, hver Time,

Nej, for hvert Minut, blev stadig

Mere fager, mere yndig.

Inden Gubben og hans Kone

Ret gav Agt paa, hvad der hændte, —

Som et muntert Barn sig tumled

Alt Snehvidelil, den blonde.

Men da Gubben og hans Kone

Netop grunded paa at kjøbe

Baand til hendes lyse Fletning,

Kjønne Kantebaand til Pelsen —

Se, som giftefærdig Skjønhed

Stod Snehvidelil, den blonde.

Bejlerne til Døren dansed,

Som i Høst de gule Blade

Danse rundt i Vindens Hvirvel.

Ja, Snehvidelil var dejlig —

Men hun savned røde Kinder,

Blod var ej i hendes Legem.

Skyerne var hende kjære,

Som det kunde være Søstre,

Taagerne var hende kjære,

Som det kunde være Brødre,

Snestorm fryded hendes Hjerte

Som en savnet Slægtnings Komme ....

Saa kom Februar, den Gavtyv,

Og med den kom Vaar i Luften,

Og hver Bæk saa lystig risled ....

Men stilfærdig og tungsindig

Blev Snehvidelil, den blonde,

Og sit Hoved mat hun bøjed.

Paa en solbeskinnet Vaardag,

Medens Flodens Vover skummed,

Traadte Gubben ud i Døren.

Glad han raabte til sin Kvinde:

»Se, hvor statelig vor Datter

Som en Paafugl fremad skrider!«

Og Snehvidelil, den blonde,

I sin Pynt af blanke Mønter

Og af skinnende Granater

Med det tunge Vandaag vandrer,

Som et Siv saa slank og smidig,

Ad den brede Landsbygade

Ned til Floden, ned til Vandet.

Hov! — Hun standser brat ved Bredden,

Og hun vakler, og hun svejer,

Og hun smelter for hans Øjne,

Smelter ligesom et Voxlys,

Bølger bort i lette Dampe,

Til en snehvid Sky forvandles —

Og mod Himlens Blaa sig taber.