Jeg flakked rundt i Florents, —
Solbyen, Lysets, Digtekunstens By,
Blomsternes By med broget Flor i Haver,
Med Luften fyldt af Duft, med Blomstertanker
I Menneskesjæle som i Aandstrophæer;
Staden med Ry — med Fortids tabte Ry.
Tabt! — Thi har ikke Seklers Fremskridt jaget
Troen af Paradiset ud? — Er Himlen
Ej tabt for os, som engang selve Jorden
Vil ogsaa blive tabt og lægges øde? —
I Staden drev jeg om, jeg, som fra Norden,
Fra Kulden kom til dette Felands Varme;
Firenzes Dejlighed mit Sind berused,
Jeg var som Drengen fra en fattig Hytte,
Der over Bjerge, gjennem Skov sig kæmped
Og brat i Trylleslottets Have stod.
Kunstskatte, gyldne Smykker og Paladser,
Domkirkens stolte Pragt og Arnofloden,
Menneskestrømmen, Havers Blomstertæpper,
Aandsfyrsterne fra Tiderne, der svandt,
Angelo, Galilei, Raphael,
Omgivne af saa straalende et Følge,
Saa talrigt og saa tindrende i Solen,
Som ingen anden Tid og Egn har kjendt, —
Alt dette gled forbi mit indre Syn;
Thi mere jeg med Sjælen end med Øjet
Opfanged Alt, som vakte min Begejstring.
Jeg standsed. Hvirvlen af de tusind Indtryk,
Af alt det Sete tog nu faste Former,
Blev til en Bygning, til en mægtig Firkant,
Dannet af Huse, Kirker og Paladser,
Men fri og aaben, luftig bygget op
Som en Arena til olympiske Lege.
Dog knejsende sig hæved højt mod Himlen
En Kæmpeskikkelse af Sten; — forlængst
Vel Guders og Giganters Tid var omme;
Men dette Aasyn, mejslet kun i Sten,
Af Aand og Sjæl saa rigt var gjennemglødet
Lig Havets Spejl af Solen, at det var,
Som Skikkelsen drog Aande, som den leved,
Som var den ej af Sten, men en Gigant.
Smerten, som tungt i Mundens Linier hviled,
Den stolte Trods, egen for Guds Udvalgte,
Den ædle Holdning og det Flammeblik,
Som lyste ud bag dette Aasyns Furer,
Alt vidned om, at han med Rette kræved
Navn af Gigant, om ej han var en Gud!
Løver ham bar. Og ved hans Fod var stillet
En Krans af Egeløv, en Ørn, som strakte
Forgjæves Vingerne til Flugt mod Maalet,
Som denne Heros Blikke havde naaet.
Den uforgjængelige Laurbærkrans,
Udødelighedens Mærke, bar hans Pande.
Paa Sokkelen var hugget trende Ord:
»All altissimo poeta«.
Ja, det var Dante. Af det stolte Aasyn,
Af Øjets Glød det høje Navn jeg gjætted, —
Aned det strax, da Statuen jeg saae,
Endnu før Ligheden mit Blik opfanged.
Og mens jeg stirred, var det for min Tanke,
Som denne Statue endnu mere voxed,
Alt mens Paladserne blev smaa og lave, —
Byen forsvandt og veg for aabent Rum,
Hvor Dantes Billedstøtte ene hersked,
Nej, Dante selv, som atter stod paa Jorden.
Min Sjæl i Støvet sank som forhen Moses,
Da han fornam, den Højeste var nær,
Og slængte sig i Støvet og ej voved
At løfte Blikket for at skue Gud.
Nu Statuen sig gjemte som i Taager,
Kun Dantes Skygge svæved over mig,
Som Skyen, i hvis Folder Gud sig hylled,
Skridende gjennem Himmel, Helved, Skjærsild,
Ved Menneskers Jubel og ved deres Kummer,
Ved Haabets Lykke, Skuffelsernes Kvaler
Bestandig selv i evig Ro, den samme —
Den høje, eneste og evige Gud!
Jeg fulgte Synet, anende jeg vandred
I Tanken med til hine Verdener,
Som Dantes Aand har skuet paa sin Valfart
I Altet, gjennem Helvede til Himlen,
Og, hvad jeg aned, havde jeg vel seet,
Om et alvorligt Smil ej brat var fløjet
Flygtig henover Dantes mørke Aasyn.
Jeg uvilkaarlig spejded efter Grunden;
Men som et Syn jo altid maa forsvinde,
Naar man vanhelliger det med Granskerblik,
Nu Luftphantomet svæved bort, jeg vaagned
Af mine Drømme, og jeg stod paany
Foran den stolte Statue i Staden.
Hvor bruste op i samme Nu mit Blod!
Jeg saae, hvor Sten mod Statuen blev kastet
Og sprang tilbage atter, een for een,
Naar Billedstøttens Ansigt først var skjændet. —
Harmfuld jeg spejded efter denne Nidding,
Ved Støttens Fod jeg vilde ned ham slynge, — —
Da faldt mit Øje paa en lille Dreng,
Som øved denne Leg af barnlig Kaadhed.
Han slynged Sten mod Støtten, og han jubled,
Naar dennes Ansigt, Haanden, Laurbærkransen
Det lykkedes ham ved sit Kast at ramme.
Men Dante glipped ej engang med Øjet,
Urokkelig han stod med Smil paa Læben,
Det smertefyldte, barske, mørke Smil,
Som kjendetegner ene Guds Udvalgte!
Han var jo Dante — Slyngekasteren
Kun et enfoldigt Barn, som intet aned.
Hvi har jeg nu fortalt Dig denne lille
Begivenhed fra Florents, fra min Rejse,
Hvor Paradisets Straaler for mig lyste
Og mulig Skjærsild med og Helveds Flammer?
Kun, for at Du skal vide, hvordan Dante
Stod rolig, dengang Barnets Enfold slynged
Smaa skarpe Sten imod den Højes Aasyn.
Thi Poesien ejer Evigheden,
Barnagtig Daarskab døer med Øjeblikket.