Et Hundredtusind skarpe Spyd og Lanser,
En Ulveflok i Panser,
Mohamed Aga, Persiens nye Chan,
Til Hævntog fører mod Kerman.
For tredie Gang nu Staden Trods ham byder
Og Voldsmandsaaget bryder,
Med Bjergbeboerne den uforsagt
Bekæmper Chanens Overmagt.
Dog daarligt kun en Bisværm sig forsvarer
Mod vilde Hvepseskarer:
Snart drager Chanen atter, gram i Sind,
Med sine Mænd i Staden ind.
I Timer lange Hævnens Drage lurer
Bag Pandens mørke Furer,
Saa grum en Udaad klækker ud hans Had
Imod den undertvungne Stad.
»Fem Daddelsække Karavanen tager
Til Nødhjælp, naar den drager
Saa hurtig, som Kamelen skride kan,
Mod Mekka gjennem Ørknens Sand.
Fem slige Sække I mig bringe skulle
Af Mandeøjne fulde
Før Daggry!« — Da den næste Dag oprandt,
Den halve Stad den blindet fandt.
Som Lammet sønderrives af en Tiger,
Saa foer den vilde Kriger
Mod Staden frem; der flød i Strømme Blod,
Før han fik tæmmet Kermans Mod.
Snart dog Samvittigheden Chanen nager,
Fra Lejet Søvnen jager; —
Til Hest, i Pigens Arm, ved Svir og Drik
Staa hine Sække for hans Blik.
Han holder det ej ud: — Hør, Lyden stiger,
I hver en Krog det skriger!
Om Natten brænder Lys i Chanens Sal;
Men aldrig standse vil hans Kval.
»O, Himmel! Sig mig, naar skal dette ende?« —
Med hvæsset Kniv i Hænde
Ham svarer Lægen, en Eunuch, med List:
»Et Middel, Herre, veed jeg vist!
Fuldt vel at skræmme Synerne det evner,
Jeg gjerne Dig det nævner;
Det Skete glemmer Du og aldrig mer
Blodstænkte Øjne for Dig seer.«
Han prøver taus, om Klingen ret kan bide,
Og bøjer sig tilside:
»Midlet er Døden!« — Chanen med hans Kniv
Gjør stille Ende paa sit Liv.