I.
Kjærlighed, Du Blomst fra Eden,
Du, den rene, hvide Due,
Frigjort for al Egoisme —
Sandelig jeg veed slet ikke,
Hvormed jeg tør sammenligne
Dig og dit, Du Guders Lige!
Digterne har sirlig drejet
Metaphorer, Dig til Hyldest,
Alle Poesier vrimle
Af din Lov, — de unge Damer
Paa den fine Anstalt savne
Ganske Plads i deres Album.
Jeg ved Dansen vil Dig ligne,
Kjærlighed, Du Blomst fra Eden!
Først i lyrisk Tempo gynger
Følelsen, som nys er vaagnet,
Endnu sky, blufærdig, bange;
Og den glider, løftes, vugges
I en Vals, idyllisk dejlig,
Fuld af Trolddom, fuld af Ynde.
Saa den søde Elskovsduo,
Længslens Glød, Begjærets Lue,
Varm Omfavnen, øm Forening,
Takkebuk og Smil og Nejen,
Skilles for paany at mødes, —
Den galante Menuet.
Nu den vilde Cavalcade!
Frit for Vinden Lokker flagre,
Som i Feber Barme bølge,
Kniplinger og Baand sig løsne,
Tabte Blomster søndertrampes,
Stundom ogsaa tabte Hjerter —
I den tøjlesløse Polka.
Farten mindskes, Armen synker,
Det gaaer langsomt, langsomt, langsomt,
Øjets Ild nu mat kun gløder,
Barmen løfter sig og sænkes
Vegt kun som en Fugl, der flagrer
Træt ved Aften til sin Rede.
Kjærlighed! Med Sagtevalsen
Stille danses Ballet ud.
II.
Kjender Sagnet Du? — I Natten,
Duftfyldt, underfuld, som skjænkes
Een Gang kun den Dødelige,
Ja, i Elskovsnatten vaagned
Af sin Drøm Kong Salomo.
Og sit Hoved Kongen løfted
Fra den skjønne Barm, fra Balkis’
Barm af Sne, hun, som fik gjætte
Under Citherspil og Bægres
Klingre Klang de svære Gaader.
Elskovsnat saa rig paa Trolddom!
Som en Sol hver Stjerne lyste,
Røgelsekar var alle Blomster,
Græssets Dug som Perler straaled,
Maanen som et Guldskjold funkled,
Papegøjers Flok i Løvet
Flimred frem som Luebølger.
Men i denne Nat for Elskov,
Denne Nat for Fryd og Lykke,
Dyb som Balkis’ Barm og duftfyldt
Som den Skjønnes fagre Lokker,
Sød som hendes hvide Legem —
Salomo med Seersjælen
Skued vidt ud i det Fjerne.
I det dunkle Fjerne saae han,
Hvor en Engel fløj fra Himlen,
Kæmpestor i Straaleglansen,
Med sit Hoved mellem Stjerner
Og sin Fod ved Havets Vande.
Englen holdt et Rør i Haanden,
Som han sænked ned mod Havet,
Og det bruste vildt i Hvirvler,
Saltkorn, Sandskorn, Tang sig fæsted
Tæt om Røret og blev formet
Som en Ø paa Overfladen,
Langsomt, langsomt, men saa sikkert.
Gabriel, hvad er din Gjerning?
Spurgte Kongen mod det Fjerne.
Og usynlig over Havet,
Over Bjerge, Dale, Kløfter ’
Englen fra det Fjerne svared
Salomo med Tordenstemme:
Herrens Hævn jeg nu fuldbyrder,
Af din Haand Han Magten river,
Østerland, det syndefulde,
Gives under Vestens Rige;
Thi den Ø, som steg af Røret,
Bære skal det stolte Rom! —
Dette Sagn fra Talmud randt mig
Natten til igaar i Minde; —
Kjærlighedens Favntag skjænker
Lykkerus og søde Drømme,
Mens et Drama, fuldt af Rædsler,
Skjuler sig i Skjæbnens Skjød.
Dette Sagn fra Talmud slog mig
Kjærlighedens Glæde sønder, —
Fra mit Vindue jeg sorgfuld
Saae, hvor Sneen faldt saa stille,
Saae, hvor Himlen sort sig hvælved
Uden Maane, uden Stjerner,
Træer strakte tørre Grene
Som Skeletter ud i Taagen,
Blodigrøde Lygter flimred
Mat og skjælvende som Taarer!
III.
Al Musik var nys forstummet,
Hvide Silkekjolers Raslen
Tav, og alle Lys var slukket.
Hæsligt gabed Rummets Tomhed,
Dog fra Salens Plantegruppe,
Mellem store, grønne Palmer,
Oleander, Rhododendron,
Skinned hvidt i nøgen Skjønhed
Den udødelige Venus.
Didhen gik jeg, og jeg talte:
Du, Alverdens Herskerinde,
Lykkelig Du maa Dig prise!
Rolig seer Du Tider skifte,
Theorier og Problemer —
Gudeskjøn Du for Dig skuer
Skaldepander og Parykker,
Mønstrer falske Barmes Fylde,
Kniplingsstads og sorte Kjoler,
Lysende i evig Ynde,
Som var først igaar Du steget
Nyskabt frem af Havets Bølger!
Stolt Du knejser nu, som fordum,
Dengang Hellas gav Dig Kranse,
Kjærlighedens søde Budskab
Fløj fra Lesbos til Palmyra,
Helt til Herkulesses Støtter.
Dø kan ej dit Herredømme,
Som fra Hav til Hav sig strækker,
Som omfatter Stjernehimlen,
Naaer selv ud til Ørknens Øde;
I hver Barm har Du et Tempel,
Og hvert Hjerte er dit Alter,
Ja, din Magt er grænseløs!
Nys jeg saae bag disse Palmer,
Du, Alverdens Herskerinde,
Tvende, som af Længsel skjælved
Og med Lykkens Glans i Øjet,
Glød paa Kinden, til hinanden
Søde Hemmeligheder hvisked.
Dog Gudinden tog til Orde,
Rysted paa sit skjønne Hoved:
Kjære Ven, Du er paa Vildspor,
Er en Drømmer og en Daare!
Jeg forgaaer som Alt i Verden,
Og det Par, som gav Dig Nykker,
Veed om Kjærlighed slet intet.
Hun er Kancelliraadsdatter
Og Kontorchef hendes Fader,
Assistent hos ham hin Yngling,
Som vil gjøre Carrière!
Men jeg svared: Herskerinde!
Vid, jeg saae med egne Øjne,
At i hendes Haand han listed
Et Papir — det maa da være
Elskovsbrev, maaske et Digt?
Atter fejler Du, min Kjære,
Svared Verdens Herskerinde,
Han er med i Skøjteklubben,
Kan Entréebilletter skaffe,
Og en saadan var Papiret.
Nu de To i Klubben mødes
Under hendes Moders Opsyn.
Søvnig gabede Gudinden,
Og hun skjælved paa sin Sokkel,
Som hun følte Kuldegysen,
Sank saa hen i stille Grublen.
IV.
Mange Kjærlighedsaffærer
Har en duftrig Sommeraften
Tidt paa sin Samvittighed!
Løvet rasler Melodier,
Blomsterduften aander Ømhed,
Maaneskinnet frister Sjælen,
Fuglesangen føder Fryd!
Ingen Magt har da Forstanden,
Lig en ynkelig Pedant
Bliver Staklen helt forvirret,
Naar den paa sin Vandring møder
Farveglød og Vellugtsaande,
Som bedøvende udstrømmer
Fra den første Rosenbusk.
Anger er en gammel Ugle, —
Paa sin Fart i Maanelyset
Blændes den og flygter atter
Til sin Hule dybt i Hjernen;
Men i kaade Sværme flagre
Vid og Lune efter Uglen,
Jage den med Spot og Haan.
Brøden — er en gammel Lictor,
I dens grimme Stokkeknippe,
I dens latterlige Trusel
Letbevinget Humor skifter
Syndens blanke Hævnerøxe
Med to lange Æselsøren.
Skrupler? — Synger Nattergalen,
Flygte de lig Myg for Vinden; —
Skjænd? — Hist klirred just en Rude
De fløj bort som gyldne Fluer: —
Blyhed? — Se, hvor Haanden vinker
Ud fra Skyggen langsmed Vejen,
Og den hele Verden glemmes,
Kjærlighed alene hersker,
Alt omfattende, almægtig,
Grænseløs og stjernesmykket!
Megen Kjærlighed i Sandhed
Har en stille Sommeraften
Tidt paa sin Samvittighed!
Løvet rasler Melodier,
Blomsterduften aander Ømhed,
Maaneskinnet frister Sjælen,
Fuglesangen føder Fryd!
V.
Jeg har drømt, i et Museum
Gik jeg rundt, — langt frem i Tiden,
Hvor fremskreden Kunst og Lærdom,
Industri, Opfindelser
Var et andet Slægtleds Eje. is
Rundtom stod der Rariteter,
Sære Sager, sjeldne Minder
Om Idyllens gamle Dage,
Da det Mennesket var tilladt
Endnu Menneske at være.
Andre Folk fra andre Lande,
Andre Tider, andre Sæder,
Skred forbi mig, men i Taushed,
Vexled Tanker kun ved Gnister,
Som elektrisk Strøm frembragte.
Et Skelet stod paa en Sokkel,
Og det var saa gult og lille;
Men den store Hjernekasse
Bøjed sig, som bar den Byrde
Af en Mængde tunge Tanker.
Smalt var Brystet, slap var Kroppen,
Knokkelbygningen for spinkel, —
Slet ernæret var vel Fyren;
Men etsteds i Brystet gløded
Noget som en blaalig Lue.
Fra hvad Tid er dette levnet?
Spurgte jeg et Bud ved Døren.
Katalogen slog han efter;
Men han fandt ej, hvad vi søgte,
Og Custoden blev da hentet.
Det var en ærværdig Olding,
Titulærraad, ordenssmykket;
Men i Katalogen bladed
Frugtesløst han som den Anden
Og med Hovedrysten udbrød:
Jeg maa Manglen dybt beklage!
Denne Gjenstand, nys erhvervet
Derfor endnu ej optaget
I vor Katalog, skal være
Rester af en lyrisk Digter.