Fra Klosterportens Hvælving
Jeg i Alleen gaaer
Med Sindet fuldt af Drømme
Om Fest i Sol og Vaar,
Et Billed af Guds Moder
Højt paa en Lind er hængt, — —
Ak, ved det Syn af Minder
Min Sjæl blev gjennemtrængt!
Halvt dulgt af Lindens Blomster
Det Billed jeg gjenfandt,
Som blev hængt op af Moder
I Tid, der længst forsvandt.
Og ved det gamle Billed
Jeg længe, længe stod
Med Sorg og Savn i Hjertet,
Med Uro i mit Blod.
Jeg syntes, at min Moder
Nu var saa nær sin Søn,
Med blege Læber hvisked
For mig saa from en Bøn,
Taaren i Øjet saae jeg
Bag Lindeblomsters Drys,
Just, som dengang hun gav mig
Det allersidste Kys ....
Da atter i Alleen
Jeg langsomt fremad gaaer,
Er alle Drømme flygtet
Om Fest i Sol og Vaar!