Der var engang en Troldmand stor,
Et Slot af Is han ejede,
Helt snehvidt var hans lange Skjæg,
Som næsten Gulvet fejede.
Grankviste og lidt vissent Løv
I Krans hans Hoved kronede;
Men i hans sølvgraa Taageslør
Fint Rimkrystaller tonede.
Fra Ispaladset daglig han
Saae Skyerne bortdragende,
Og Rejsefeber greb ham selv
Saa mægtigt, saa betagende.
Om Jordens Fryd han havde hørt,
Om Fuglesang i Skovene,
Om skjønne Alfer mellem Siv,
Som titted frem saa lovende.
Om Sol, som ej den hele Dag
I Skyer tvær sig hyllede,
Om Foraarsluft og Blomsterduft,
Som Sind og Sans fortryllede.
Sin tunge Stav han tog i Haand,
Smed Kappen over Skuldrene,
Og for at plukke Roser smaa
Afsted han traved buldrende.
Om Alfers Kjærtegn drømte han,
Som sødt hans Længsler dulmede,
Og, mens han vandred mod sit Maal,
I Haab hans Hjerte svulmede.
Men ak og ve! Alt skifted om,
Selv Solen han forkjølede,
Hans kolde Aande sved hver Blomst,
Og Vejene blev sølede.
Sne dækked Jorden, Is hver Flod,
Hvorhen han Blikket rettede,
Alt var som øde, Alt var dødt,
Og Taagen aldrig lettede.
Snedriver kun og ingen Alf!
Ej Udsigt til Formildelse!
Da rev han selv sit Hoved af
I Haabløshed og Vildelse.
I samme Nu, som han var væk,
Et Foraarspust sig nærmede,
Fra Liget Vintergjækker skjød,
Og Sommerfugle sværmede.
Og Engen grønnedes paany,
Og Hyldebusken duftede,
Og Alfer med udslagne Haar
I Sivene sig luftede.
Og Fuglekvidder, Lærkesang
Den vundne Frihed fejrede;
Thi nu var Vintertrolden død,
Og Maj, den fagre, sejrede!