I.
Rundtom nøgne, flade Marker,
Natten sort som i en Grav,
Stjernetom den skyede Himmel,
Men dernede Støj og Stimmel,
Lejrens Baal et Flammehav! —
I en Hulvej staaer som Vagtpost
En Soldat, en kraftig Knøs,
Drømmer snart om Daad i Krigen,
Snart om Hjemmet og om Pigen,
Af hvis Favn han rev sig løs.
Pludselig han farer sammen;
Gjennem Mulmet vil han se
Knokkelmanden lydløst glide,
Svøbt i Lagenet, det hvide,
Over Vejen med sin Le.
>»Holdt! Giv Feltraab!« angst han stammer
Og faaer Bøssen lagt til Kind. —
Intet Svar. — »Giv Agt! Jeg skyder!« —
Kun en haanlig Latter lyder
Dæmpet hen i Nattens Vind.
Hanen smelder — Skuddet falder —
Brat han styrter selv til Jord,
Seer alt Døden fremad svæve
Og det blanke Leblad hæve,
Før hans Rædsel finder Ord.
»Skaan mig, Død, Du strenge Herre!
Hundreddobbelt Høst Du faaer —
Der er nok at tage Vare,
Ak, kun mig, kun mig Du spare!« —
»Gjør Dig rede! — Timen slaaer!«
»Und mig blot at gjense Hjemmet,
Bøddel, før Du hugger til!
Om Du mig den Bøn opfylder,
Skal jeg huske, hvad jeg skylder,
Række Hals, saasnart Du vil!«
Bange venter han — men Døden
Nikker taus og skrider bort.
»Hejsa! Ej før Verdens Ende«,
Jubler Knøsen, »vil jeg vende
Næsen hjem. — Du kom tilkort!«
II.
Stønnende en Olding slæber
Ved sin Krykke sig afsted;
Hundred Aar hans Ryg har bøjet,
Træt er Foden, mat er Øjet —
Og nu gaaer just Solen ned.
Men bag Højen hist er Hjemmet,
Fremad, Gamle, hold Dig brav!
I et Sekel har Du levet,
Altfor tungt er Læsset blevet,
Du kan trænge til en Grav!
Døden tog forlængst hans Kjære,
Mens han vandred viden om;
Af hans Faders gamle Hytte
Drager vel en Fremmed Nytte,
Hvis den ej staaer ganske tom.
Thi han har i fjerne Lande
Hørt om Fædrelandets Nød,
Hvordan Rædsler uden Lige
Hærged grumt det arme Rige,
Og hvor Blod i Strømme flød.
Ved hans Bortgang blomstred Bøhmen —
Nu saa goldt som Ørk’nens Sand;
Stad paa Stad gik op i Luer,
Øde og forladt man skuer
Vidt og bredt det hele Land.
»Solen daled; endt er Dagen,
Se, hvor Mørket falder paa!
Snart, naar Hjemmets Klokker lyde,
Kan jeg Krykken sønderbryde
Og til evig Hvile gaa!«
Endnu høres ingen Klokke . . .
Alt paa Højens Top han staaer,
Stemmer Haanden mod sit Hjerte,
Halvt af Fryd og halvt af Smerte
Som i Febertakt det slaaer.
»Vis mig Kirkegaarden, Hyrde —
Den er nu mit Tilflugtssted!
Hvor de Døde bo og bygge,
Under Løvets køle Skygge,
Vil jeg slumre selv i Fred!«
Og han spejder efter Hjemmet —
Men hvordan er det dog fat?
Til hvad Kant end Øjet flakker,
Møder det kun grønne Bakker
Og for Hytter — Skov og Krat!
Grædende han ned sig kaster: —
»Svigter Synet? — Svar mig, Ven —
Fordum laa en By histnede ....«
»Den blev ramt af Herrens Vrede;
Kun en Grushob er igjen!«
»Borte! Borte!« jamrer Gubben,
»Støv, for alle Vinde spredt!
Uden Hjem, som uden Venner! —
Grib mig, Død, med stærke Hænder,
Og stød til! — Jeg er beredt!«
Maanen stiger over Skoven,
Se, paa Skyer rider did
I det gustne Lysskjær — Døden:
»Vent ej Hjælp af mig i Nøden —
Du har selv bestemt din Tid!«
Og den suser bort. — Da skingre
Klager vildt fra Gubbens Mund:
»Ve mig! Livets bittre Kvide
Uden Skaansel maa jeg lide
Indtil Verdens sidste Stund!«