Hvor Michigan sin Bølgevrimmel sender
I Stormløb mod den skovbeklædte Kyst,
Og hvor, besejret i en blodig Dyst,
Den sidste Indianerflok sig vender
Til Flugt mod Vildnis, ingen hvid Mand kjender,
Der var det just engang min bedste Lyst
At strejfe om paa Jægervis forvoven,
Snart jagende den lette, slanke Raa,
Snart sjeldne Blomster, skjulte rundt i Skoven,
Snart Fuglen paa dens Fart mod Himlens Blaa,
Og hvile mig paa Grønsværshynder bløde,
Hvor Søens Brusen toned mig imøde.
En Sommerdag jeg flakked saadan om
I dybe Tanker over Et og Andet,
Da jeg uventet til en Lysning kom,
Hvor Luften var med Rosmarinduft blandet;
En Jordhøj, endnu frisk, i Midten laa,
Paa den et halvtudgaaet Træ jeg saae, —
En Have nok, hvor efter Sorg og Møje
Den trætte Vandrer kunde finde Fred;
Og mangen saadan kom mig vel for Øje,
Men aldrig før paa et saa øde Sted.
En Indianerkirkegaard! Selv Løvet
Hang stille ned, som peged det mod Støvet.
»Hvad synes Du om Kurven her? Se Kjære,
Saa broget som en Eng i Foraarsdragt
Den blænder Øjet med sin Farvepragt!
Det er en Skat, jeg holder højt i Ære.
Se Uglen, og se Ulven dér, som render,
Mens Solen lystig den paa Pelsen brænder!
Et blodigt Hjerte, trukket paa et Straa,
Hist lig en Blomsterkalk mod Jorden helder,
Her løfter Ørnen sig paa Vinger graa,
Og se, en fangen Fisk i Næbbet spræller! —
Skildpadden, Bæveren og andre Dyr,
Der gaa i Skov og Sø paa Eventyr,
Endnu i dette Virvar skjelnes skulde;
Men følg min Finger! — I den hvide Sne
Du seer en Papu, rystende af Kulde,
Med Øjne, glødende af Sult og Ve, —
Og har Du Lyst og Stunder til at høre
Texten til Billedet, saa laan mig Øre! —
For syv Aar siden paa Regjeringsbud
Min Mand — Gud veed, han lystred ikke gjerne! —
De sidste Indianere jog ud
Fra Egnen her til det ukjendte Fjerne.
Min Mand som Dommer er saa mild og god;
Men støder Kolonist og Rødhud sammen,
Da, veed Du, flyder der bestandig Blod —
I Længden kunde han ej dæmpe Flammen.
Fra deres Fædres Grund man drev dem bort!
Saa kan man tidt nok om de Røde sige,
At de er Røvere — det var dog haardt
Som jaget Vildt at maatte Pladsen vige!
Du har jo seet den øde Kirkegaard,
Der gjemmer sig i Skoven dybest inde,
Hvor paa en frisk opkastet Gravhøj staaer
Et halvtudgaaet Træ til fattigt Minde,
At her en gammel Høvding ned blev lagt?
Han vilde hvile mellem sine Fædre,
Og for den Dødes sidste Bøn at hædre
Fra Mississippi Liget hid blev bragt
Paa Baare, flettet snildt af grønne Grene,
Og under Klagesang. — Lad Andre mene
Om Indianerne, hvad end de vil —
Mit Hjertes Stemme sikkert ej bedrager,
Der hvisker: Det gaaer ej retfærdigt til,
Naar man som vilde Dyr de Stakler jager!
Den sidste Vinter, de fik bo endnu
Paa Egnen her, — jeg mindes det med Gru! —
Knap holdt vi Varmen, vi, i vore Huse,
Og de — i Skoven, uden mindste Ly,
Hvorhen blot Børn og Kvinder kunde ty,
Naar Stormen isnende tog til at suse! —
En Aften sad jeg ene — nylig var
Den Dreng til Verden kommen, vi jo har,
Og jeg var stadig svag, men oven Senge.
Jeg havde puslet om min søde Skat;
Nu sov han, og jeg standsed Vuggens Gænge
Og lytted til, hvor Blæsten dog tog fat!
En Tid forløb, saa klynkede den Lille,
Og for, om muligt, ham tilfreds at stille,
Jeg vilde tage Mælkeflasken ned;
Da knirked Døren, og Du vil ej finde
Det sært, at jeg om Ørene blev hed;
Thi for mig stod — en Indianerinde.
Et Barn hun knuged til sin magre Barm;
Selv tog jeg — ja, hvorfor, det veed jeg ikke! —
Min Hansemand af Vuggen paa min Arm —
Dér stod vi Mødre saa og vexled Blikke!
Men da jeg nøjere paa Barnet saae,
Jeg gav mig uvilkaarlig til at græde;
Hvor ussel og forkommen dog den Spæde
Ved hendes tomme Bryster hungrig laa!
Den arme Moder! Ak, hvorledes skulde
Hun give Næring, selv saa svag og mat
Og under aaben Himmel Dag og Nat
I den forfærdelige Vinterkulde!
Min Dreng var mæt — jeg lagde ham igjen
Forsigtigt i den varme Vugge hen,
Og medens hun i ydmyg Taushed vented,
Kun klagende med Øjnene sin Nød,
Til hendes Barn jeg Mælkeflasken hented,
Og Papu drak begjærligt, hvad jeg bød.
Fra denne Stund jeg veed, den røde Kvinde
Er ej, som Mangen troer, en grum Ulvinde!
Mens Barnet drak, brød hendes Taarer frem,
Og Blikket blev saa mildt .... Nu, siden efter
Hun næsten daglig gjæstede vort Hjem,
Og Papu voxed godt og kom til Kræfter. —
Den barske Vinter gik, og det blev Vaar
Med Solskin, Blomsterduft og bedre Kaar;
Men næppe var den første Svale kommen,
Før Posten bragte hint Regjeringsbud,
Der kort og ubarmhjertigt fælded Dommen:
Driv Indianerne af Egnen ud!
Til Mississippi maatte Stammen flytte,
Og Staten gjorde Skovene til Bytte;
At man saa haard og grusom være kan!
Men — lystre Ordre skulde jo min Mand. —
Aftenen, før den tunge Vej de traadte,
Kom Papus Moder hid for sidste Gang;
Den smukke Kurv om Barnets Haandled hang
Som Gave til mig, nu, vi skilles maatte.
Hun havde sirlig tegnet af derpaa
Brogede Dyr og Blomster, Øxer, Skjolde
Og stakkels lille Papu i den kolde,
Kridthvide Vintersne, som nys Du saae; —
I Skoven pynted hun, hvad Ingen vidste,
Paa Kurvens Fletværk lige til det Sidste! —
Hver Gang jeg nu paa Papus Billed seer
Og derfra paa min egen Dreng, den tykke,
Der nok saa skjelmsk og munter til mig leer,
Saa jeg den Gavtyv i min Favn maa trykke,
Jeg tænker: — Er jeg hvid, hun rød af Hud,
Vi er dog begge Mødre, og ved Gud!
End mere hun, der maa saa meget lide! —
Hansemand trivedes i disse Aar —
Ak, kunde jeg dog bare faae at vide,
Hvordan det vel den lille Papu gaaer?«