Ih! hvorfor saa morgengnaven!
Du er helt fortumlet Ven!
skyl nu Kaffen ned i Maven,
at Du kommer Dig igen;
men jeg bliver næsten bange — —
„Jeg har drømt”! Jeg troer bestemt:
at Du læste mine Sange
— det var virk’lig meget slemt!
„Meget værre!” Dog vel ikke
bleven skudt af et Par Blikke,
og tilfældigvis hun skulde
da vel ej ha’ vist Dig Kulde?
„Meget værre!” Maaske skælvet
ved at sé i hede Helved’
Dig som Synder blive stegt;
ja, om nok saa stor Respekt
jeg til Dig som Kunstner bær’,
tror jeg dog, Du havner dér — —
„Om Du alle Kvaler tømte” — — —
Naa, til Sagen, kære, skrift!
„Skælv og bæv da, vid jeg drømte,
„drømte — — jeg var bleven gift!” —