Jeg er som det skøre Lerkar,
Sat over en osende Ild.
Det gisper af Tørke,
Det knager glohedt
Og sodes.
Hvert kølnende Dugfnug,
Som stænkes
Fra kærlige Hænder,
Bobler og sluges
Af Glohedens Gab.
Lag for Lag
Skaller Karret
Paa Ildsiden
og — — — —
— — — — — —