Der faldt paa mit Øje
Som sviende Dug,
Og det blinked’
Med gækkende, lysende Fnug.
Der hørtes Latter
Som min Elskedes Graad,
Lystelig dyb
Og hulkende kaad.
Der spruded’ Gnister
Med knitrende Skrald,
Som i Taager Lyden
Af Fiskeknald.
Jeg var ene, forladt —
Men rislende fo’r
Som Haan gennem Mørket
Guddommens Ord:
I
»De skrumpne, magre Poeter
forvrængte min Urtids Gestalt,
Til mine kaarne Profeter
de Stympere tro’de sig kaldt;
De skænkte mig Guddomskronens
glitrende Glorie-Krans
Og gjorde mig kysk som Maanens
gyldne, godmodige Glans.
I mit Næsebo’r blæste de Aanden,
som de blæste i deres Gud,
Og de signed’ i Døbefonden
mit paahængte himmelske Skrud.
De Daarerl Mit Væsen er hedensk
fra Jordens Livmodermund,
Jeg passer kun slet i en edensk
drømmende Palmelund.
Jeg sprænger Dogmer og Krypter
og Templers spærrende Bom,
For trang er de dybeste Dybder
til Rum for mit Herredom.
Jeg er det skabtes Fornyer,
der virked’ fra Tidernes Ur,
Ved min nærende Aande gryer
den hvilende Alnatur.«
II
»Jeg leder i Mand og Kvinde
mit Væsens straalende Strømme:
Det dirrer i alle Nerver
som sansegøglende Drømme.
Der sværges, der higes mod Sjælenes
sammensmeltende Enhed
— Hver Ed, der smutter fra Læben
er, før end den fødes, en Mened.
De spræller som fangne Vilddyr
og drages en Stund mod hinanden
I Kraft af mit Væsens Naturlov,
som koglende daarer Forstanden.
Det jubler med knitrende Gnister
fra Attraaens flammende Sprud:
Han gøgler hende til Guddom —
og hun gøgler ham til sin Gud.
De hader hinanden som Fjender,
fordi jeg tvinger paa Skrømt
De Stridske at elske hinanden
moderlig hægende-ømt.
Der hulkes i vaarlys Latter,
der smiles i sviende Taarer . . .
Den Højre knyttes i Dødsangst —
mod den Elskedes Bryst — og saarer
Medens den Venstre piller Charpi
til at læge de gabende Vunder.
Der elskes i Hadets Ildhav,
der hades i Elskovens Stunder.«
III
»Evig virker det vekslende Spil
Alt efter Kulde og Hede.
Lidet det baader, hvad Mennesker vil
— Højsind og Godhed slaar lidet til
Thi Elskovens Høst er — Lede.
En maa flygte,
Fordi En drages,
En er den søgte,
Fordi En vrages.
Trygler den Ene om Naade,
Fjærnt maa den Anden flygte.
Brattere bliver Kløften
Mellem En og den søgte.
Aldrig forened’.
Evigt dragne.
Den, som sig nærmer,
Bliver den slagne.«