En Trolddoms snærende Masker
Omspænder min Tanke og Hu.
Traadenes filtrede Fletværk
Løser alene Du.
Men løser Du Nættevævet,
Du hildes i selvsamme Nu —
Og saa er det kun mig, som kan hugge
Den gordiske Knude itu.
Jeg græd for Din ublu Almagt
Og bød mig som Sonebod:
Men smilende styrked’ Du Nættet
I Graadens sviende Flod.
Med Vellyst nød Du min Taare
Som Tokajervin til Din Mad.
— Men vogt Digi Jeg véd en Trolddom,
Som splitter Maskerne ad.
Med Elskovs-Elektroskopet
Gaar jeg Dit Blik forbi —
Guldbladenes Sitren forraader:
»Du er fangen!« — Og saa er jeg fri —
Til Tvivlen, forklædt som Længsel,
Graver sig ned i min Hu —
Paany er jeg under Din Vælde,
Men Du under Ingens — Du!