Den Sorg, som hulker i Rytmernes Spil,
I Undfangelsens Fryd blev den sejrende til.
O Sejr at udfinde Sorgens Kim,
Og sprede dem ud i Billed og Rim.
En Verden af smertefyldt Attraa og Gru
Giver tusindfold Genlyd i Digterens Hu.
Hvis derfor han led med alt, hvad han saa,
Da maatte hans Verden i Tungsind forgaa;
Thi da laa Aanden i Lidelsens Mørke,
Og Hjertet blev stumt og goldt af Tørke.
Først naar han ser al Jammer og Nød
I Skær af Erkendelsens evige Glød,
Og ikke vil bytte Aandens Vækst
Mod det, som er skrevet med Dagens Tekst,
Saa har Stoffet naaet sit kritiske Punkt,
Og det faar Vinger, som før var tungt.
Og hans Harme og Sorg og hans hellige Ild,
Hans Længsler, hans Anger og Bod . . .
— I Undfangelsens Fryd blev de Lidelser til,
Som griber saa varmt om Ens Hjerterod.