Karl Gjellerup (1857–1919)

En Røst fra Taagerne til Lysets Hær,

et Raab, der gennem svundne Sekler bær,

        et Spørgsmaal, født paa Tidens valne Tunge,

da Tanken fik den kække Frihed kær,

        et Suk, der bedst fra Kirkens Krypt kan runge,

        et Kampskrig for de Gamle mod de Unge: —

»Hvad vandt I saa, hvis I til Magten kom,

hvis I fik aflyst evig Straf og Dom,

        og til et Hul, hvor Aadsler Jorden gøde,

fik Gravens hellige Hvilested skabt om,

        og Himmeltemplet til et Ætherøde,

        hvor Forskerblikket ingen Gud kan møde?

»Hvad Maal for eders Fod, der træder ej

i Gudens Frelserspor? paa eders Vej

        hvad Lys, da I med Spot har slukt det sande?

Kun Lystens tusind Glimt, der boltre sig

        som Lygtemænd paa Lastens Mosevande

        vildleder eders frihedssyge Bande.

»Tvivl greb I, da en Tro vi eder gav,

vi bød et Paradis, — I tog en Grav, —

        en Evighed, — I valgte talte Dage;

Alt var vort Tilbud, — Intet er jert Krav;

        hvad har I Gudemordere tilbage?

        hvad kan I give os for det, I tage.«

Fra Gryets Gyldenmund til Nattens Slud

en Røst, en Gravsang for en skrinlagt Gud,

        et Forspil til ufødte Seklers Sange,

naar Frihed fører Tanken hjem som Brud,

        et Svar paa hvad der spurgtes tusind Gange,

        et Kampraab for de faa imod de mange: —

»Vor Klode har vi end og Hjærnens graa

Halvkugler, Verdenskloden i det smaa,

        der gemmer mellem sine Furer blandet

al Sæd til Godt og Ondt, som Slægter saà

        og høste skiftevis, — hvad vil vi andet?

        Vi har det Stof, hvoraf I Guder danned.

»Og Stoffet har vi for at danne mer

end Guder, som man hører ej og ser,

        skønt Tro paa dem var Stangen til at stive

saa mange Slægters skrøbelige Ler,

        og Frygt for dem var Svøben til at drive

        os frem, og Haabets Brød holdt os ilive.

»En Fremtidsslægt vi danne, paa hvis Vej

vort Aag skal ligge brudt, og Svøben ej

        skal suse, som til ingen Støtte trænger

men i sin egen Styrke hviler sig,

        tillempet efter Livets Krav, som længer

        ej barsk for Lystens sunde Bane stænger.

»Har ikke Dyreverdnen stræbt og lidt

i Millioner Aar og frem sig stridt,

        til Mennesket, dens Gud, saas frem at springe?

og skal da Mennesker ej Skridt for Skridt

        gaa frem og endelig en Slægt frembringe,

        til hvilken Gudenavnet er for ringe?

»Thi alle disse Skyggeguder, hvem

I dyrke, for jert Ønske avled dem,

        har ej med deres Almagt standset Ondet,

som kun de selv har ladet spire frem,

        skønt eders Daarskab har dem gode fundet,

        som var det sødt, hvoraf alt bedsk er rundet.

»Men denne Slægt, skønt født af ondt er god,

og lys, skønt Mørkets Puppe den forlod,

        den skaber ikke Kval, og Smertens Grøde

faar ingen Saft, hvor den har sat sin Fod;

        dens Haand skal lukke Vunderne, der bløde

        dens Liv skal sone eders Guders Brøde.

»Fra Fødslen af i deres Øjne staar

som Arv fra tusind Slægters Arbejdsaar

Lykkens og Kærlighedens Tvillingflamme,

og dobbelt Glans hver enkelt af dem faar

ved Genskin af de andres, der med samme

ubrudte Lys gør al vor Glans til Skamme.

»Thi Medynk, Kærlighedens Datter, vil

da se sit Herredømme staa paa Spil

        og blive rigeløs, hvor Ingen græde,

og hendø i et Regnbuesmil og til

        sin Broder, Glæde over andres Glæde,

        afstaa sit Scepter og sit Herskersæde.

»Men før den Tid i tusindvis, maaske

i millionvis vil vor Klode se

        de nye Aar betræde gamle Veje,

og vi vil være glemt, som Vintrens Sne

        er glemt, naar Spirerne, den gav sin Pleje,

        med tunge Ax for Sommervinden neje.

»Og hvad vi synded, hvad vi fejled i,

for disse Slakker vil Naturen fri

        sig selv ved Livets egen Lov omsider,

alt det vil hænge fast i Dødens Si,

        fra hvilken mere klart til nye Tider

        bestandig Slægtens Blod mod Maalet glider.

»Men hvad vi virked til Al-Lykkens Tarv,

og hvad der havde Livets sunde Marv

        det vil Naturen gemme og forrente

og give Fremtidsslægten det i Arv.

        Hvad i os selv som godt og sandt vi kendte

        vil leve, naar forlængst vort Livsspand endte.

»Og det er det, vi har tilbage — hør

os, I der spørge! hil jer! vi, som dør,

        vi hilse jer og eders Gudeskygger!

Kamp, ikke Hvile, — ingen Havn, men Bør —

        den Grundvold, hvorpaa eders Luftslot bygger;

        og sunde Muskler uden eders Krykker —

»Alt dette har vi end; paa ærlig Vis

vi styre frem og frygter ej Forlis.

        Strid, Saar og Død vi vente os men ikke

til Løn derfor et evigt Paradis,

        thi vore Fremtidshaab i Slægten ligge,

        og mod dens Maal er rettet vore Blikke.

Farvel! — bliv staaende, vi drage frem;

vort Sind er ikke sygt mod eders Hjem,

        vor Fod blev ikke træt til eders Hvile;

stir I mod Sinai og mod Bethlehem —

        vor Frelsesstjærne se vi foran smile,

        vor Lov skrev ej Jehovas Tordenkile.«

Tvivl i mit Sind med Haabet kæmpet har;

jeg hørte Spørgsmaal, og jeg hørte Svar,

        jeg mærked Kampen mellem Tidens Røster.

Da blev min Tanke som et Havblik klar,

        blaa i dens Spejl stod Fremtidslandets Kyster,

        og Haabet kyssed Tvivlen som en Søster.