Karl Gjellerup (1857–1919)

Mangen Gang, naar paa Foraarets Tærskel April,

        den ustadige Fe,

        med sit friske Smil,

hvori nøgen og frossen Naturen sig soler,

        med sin Duft af Violer

og forblæste Lokker, halft pudred’ af Sne

        halft skjult’ under Kransen af blaa Anemoner,

har bragt denne Dag, da du først fik at se

        en Krog af det mægtige Univers, —

mangen Gang har jeg hilset dig da, min Moder!

        med sønlige Ønsker og barnlige Vers. —

Den er svunden hin Tid, smeltet bort og forsvunden

        som Aprilsne og Byger og Blomster og Sang,

da Barnet med Latter og Smilet om Munden

        eller flygtige Taarer ved Moderen hang;

        og det hændtes engang,

at du saà mit Smil fra min Læbe fly,

som en Trækfugl, naar Vinterens blaasorte Sky

        svulmer som Himmelens Fane;

og mit Øje var koldt som en frossen Sø,

og jeg hang ej ved dig men en fremmed Mø,

        hvis Elskov jeg ej kunde mane. —

                For din milde Røst

                        var mit Øre stængt,

                  i min Smertes Lyst

                        var min Sjæl nedsænkt.

Den er rundet hin Tid, vejret hen og forsvundet;

        Fortvivlelsens Taager er spredt fra mit Sind,

og bristet er Tvivlenes Net, der var spundet

        om Aanden af Tankernes Puppespind;

        og den legende Vind

med de flængede Traade faar drive sit Spil.

Jeg selv flyver bort, hvor jeg maa, hvor jeg vil,

        hvor min Aand finder Lys og Styrke.

Men dér er for dig ikke Livets Land,

dér rinder ej Kilden, dér bygges paa Sand,

        mod dit Lys er dets Lys kun Mørke. —

                Fra din fromme Røst

                        er mit Øre vendt,

                mod en fremmed Kyst

                        er min Vinge spændt.

Ja, skønt dine Kinder aldrig er blegned’

af Smerter, hvormed Naturen har hegnet

        om Moderglædens forjættede Land: —

fuldt mange Sorger og Farer er der,

        hvis glanende Tand

        ved hvert eneste Skridt

derinde truer de mødrene Hjærter, —

en Del af de Smerter

        bragte min søgende Ungdom dit.

Men Kærlighed lader ej af fra sin Vej,

den skærper sit Mod paa de Farer, der møde,

de hærder sin Fodsaal paa Klippernes Tinder;

        og bitre som søde

        Urter er Føde,

den næres af alle, den vrager dem ej;

        den er stor som den Vej, den tilbage har lagt,

lig Erobrerens Tog, hvis besejrede Fjender

        maa fylke hans Hær og forøge hans Magt.

Og saa er det sket, og saa kan vi tro,

at stedse vi fastere sammen vil gro

lig Træer, hvis Stammer som Søjler to

        staar frit, mens tættere Rødder og Kroner

bestandig vil ind i hinanden sig sno,

i Dybet, hvor Kilderne risle i Ro,

        og oppe, hvor Vindenes Højsang toner.

Og Knuden skal fæstnes, for hver Gang den strammes,

        og Hjærterne enes ved Tankernes Tvist,

som Baalet opflammes

        af Blæsten og Regnen, der slukker en Gnist.