I.
Nu, da i Vestens Skyr, som en Kugle af Rav
i Bølger af et højt, stormpisket Purpurhav,
han har dukket sig, den kongelige Sol,
da Ildsandalens Spor slukkes paa Hvælvets Vej,
og Himlen, der var lys som en Forglemmigej,
bliver mørk som den dybe Viol; —
nu kommer I til mig, som Taagens blege Kor
over Skovengens Græs og brune Mosejord
svæver hen, — til mig Stakkel, hvis Sind er
af Dagens Lys forladt, hvis Hjærte blev forstemt
som en udtørret Sø midt i Skovdybden glemt
— I, mit Venskabs og min Kjærligheds Minder!
Jeg kender eder knap; dog er I Aandedrag
af samme Skov, som før i den lysvarme Dag
fra Blomsterlæber og fra Bladelunger
har sendt i Luften hen duftrige Aandedræt,
der mod Søen fløj bort saa sommerfuglelet
til Fløjtetakt af tusind Fugletunger.
Men I, Taagernes Kuld! som den nu aander ud,
med sin Løvlunge slap som en vandtrukken Klud,
i en stjærneløs Nattevagts-Time,
I har ej Dansens Trin, let og elastisk ungt,
I svirre langsomt hen over Enggræsset tungt
og lavt som en Flagermus-Stime.
Ingen Fløjtetakt mer, men kun slud-hæse Suk;
paa Øjets kolde Glar til en salt-bitter Dugg
fortættes eders flygtige Taager:
eders Duft er saa sur som Lugt af Trøsk og Muld,
og eders Favnetag er Gys af Feberkuld’,
jeg véd ej, om jeg drømmer eller vaager.
Vig bort! — hvad vil I da? — har I mig endnu kær?
Nej, I vil lokke mig, som er i Fjendens Hær; —
jeg rejser med et Sæt mig overende;
saa hyller jeg mig tæt i min Feltkappe ind
og ser mig om ved Lejrbaalets flagrende Skin
— mine Kampfæller, hvor er I henne?
II.
I Mørkets Kaabe svøbt’
rundt om, som støbt’
i Staal, hvis Skinner Luens Genskin slikker,
de tavse Vaabenbrødre ligger;
en Haandfuld Mænd; — —
men Folk, der alle blev i Aandens Ilddaab døbt.
Frihedskokarden
De bære. Det er Mænd af Fremskridtsgarden.
Garden, som dør, men fejg
den gier sig ej;
thi plettet er af Skud, som Leopardens
brogede Skind Standardens
ældgamle Dug;
og Stjærnen højt paa Stagens Top, der viser Vej
den blinker over
det Sted, hvor rødest brydes Kampens Vover.
Paa Krigens blodige Sti
jeg véd at vi
skal segne; vore trætte Ben vil blegne
i Ørknen fjærnt fra Kanaans Egne;
og Slægtens Blod
maa mer end engang løbe gennem Dødens Si,
før det kan skumme
som ædel Vin i Lykkens gyldne Kumme.
Men Bannerstjærnen, som
vi flokkes om,
har med sin Straale som en Gravstik prentet
sin gyldne Skrift i Monumentet,
naar paa dens Vej
vi ligge brændemærkede af Fjendens Dom,
langsomt forblødte
af stumme Pile fra en dækket Skytte.
Jeg frygter ikke Fald og Saar,
og fast jeg staar
i Pilebygens Kast, men jeg kan ikke
trygt hvilende om Natten ligge;
jeg Syner sér;
igennem Nuets Tavshed Fortids-Røster naàr,
jeg faar ej Slummer; —
Tys! røres ikke hist Reveillens Trommer?