Alene gik jeg ved Stranden en Nat langs Okeanos’ Elv;
jeg havde vel vandret selvanden, hvis Mindet om dig var dig selv.
Paa Himlen Stjærnerne flimred som Fakler i Blæst, deres Skær
som Guldkorn paa Bølgerne glimred; tungt sukked de blædede Trær;
og tangsvøbte Sten, som Trolde paa den øde Havstok at se,
slog Bølgernes begsorte Volde til Skum som fygende Sne;
over Vandet fløj kredsende Maager, deres Skrig i dets Brusen fòr ud
gennem Struber hæse af Taager og Havskum og Kulde og Slud.
— Men nu har Dagningen svunget sine Slagfjærs purpurne Rand,
og med gyldent Næb har den sunget, til Glæden blev vakt over Land;
det Hav, der med stønnende Sukke som en Fange sled i sit Bur,
er et smilende Barn i sin Vugge under Tæpper af vævet Azur.
dog — hos mig er detNat, og mit Lys er som Stjærnernes brudte Skær,
der falmet paa Dybet gyser, jeg sukker som bladløse Trær,
og Haabets Bølge forsvinder i et Skumfog paa Stene og Tang,
og som havsalt Skum mine Minder, som de skumdrukne Maagers min Sang.