Forglem mig ej! en ordløs Varselstemme
forkynder, at der sattes Slutningsstreg
for Livets »første Sang«, hvis Tone-Vej
var lig en fugle-strubet Nat i Maj;
snart er vi skilte ad, snart er du hjemme
hvor Ingen elsker mig, men alle dig.
Dér vil de gærne lære dig at glemme;
vær da som Livet selv tung til at nemme
hin Kunst, hvis Muse tier dødssyg-bleg;
Forglem mig ej!
Husk paa, du var min Muse selv, da jeg
lod spire denne Sang, som du vil gemme,
en Sang saa sart som Blomsterne, der bræmme
Skovbækkens risle-glade Foraars-Leg,
og døbt med samme Navn: det lille, nemme,
»Forglemmigej.«