Tavse gik vi gennem Haven
i den stille Sommernat,
Himlen straaled dybt som Fløjel
med Brillanter rigt besat.
Alle Stjærner ivrig stirred,
dig de gyldne Blikke galdt:
nogle uforsigtige strakte
sig for dristig frem — og faldt.
Svimmel af en jordisk Skønhed
styrted ned en Sphære-Gud,
skrivende sin gyldne Bue,
til hans Fakkel sluktes ud.
Dog — før den var slukt, i Flamme
blussed op mit Ønskes Glød,
ret som tændt af Stjærnelynet,
og min Kind blev flammerød: —
»Fristerinde! du som rolig
styrted Ætheraanden ned!
giv mig Lykken, som han vilde
købe med sin Salighed!«