De herske her, de har bredt sig. — Se
helt ned i Skovplainens Strandvejshjørne
tusinde Driver af Blomstersne —
de hvide Tjørne, de hvide Tjørne.
Kroget og knudret er en og hver;
— hvad herske skal, det maa være gammelt;
for store til Buske for smaa til Trær,
de dufte sødt og en Smule vammelt.
Stammen har Hjorte til Kløpind brugt,
og Barken hænger i Trævler skavet,
men Blomsterboblerne vugges smukt
mod Himmelblaaet som Skum paa Havet.
Og Rødtjørn staar dér, i Plettetal,
faa, men ikke til Sinds at rømme,
straalende Øer af Ædelkoral
i Blomsterhavets skumhvide Strømme.
I Regnvejrsdage og Solskinsvejr
de Blomsternes røde Bavne tænder,
susende hilses de, dufte og drær
midt iblandt alle de hvide Frænder.