Gjæsten
Fantasi over et Fragment. —
Fantasi over et Fragment. —
Blæsten er tung af tøet Sne
og bedsk af Øresunds Fraade.
Det er knap, at man Fyrets Blink kan se;
varende Damper og Baade
vexler Sirenens Hyl og Brøl.
Veien er kun en eneste Pøl.
Neppe at Havernes Træskeletter
Baggrundens Himmel-Mulm fortætter,
eller at dunkelt et Villa-Tag
høiner sig fast under Skyernes Jag.
Strandveien med dens Lygterader
lagde vi bag os, hvor vi nu vader
mindre vi veed end vi gjætter.
Det er den Herlighed udenbys!
Dog — nu blinker det op derude:
gjennem en sneomføgen Rude
bryder det venlige Lampelys,
blinker i Pytter og viser Stakittet
vædeblankt og af Flokker hvidtet.
Laagen staar paa Klem:
Træd saa ind og glem,
hvad Veien har haft af Bryderier: —
farbare ere de Stier,
som føre til et fredhegnet Hjem.
— — — — — — — — — — — —
Hvem bragte jeg med til Hellerup-Hjemmet
hin sludfulde Vinterkveld
for en Snes Aar siden saavel?
En Ven, en Slægtning, en Fremmed?
Den blege Skrift, som jeg spørger ad,
forstummer midt paa det gule Blad,
veed intet mer om dette
glemte Besøg at berette.
Men det Spørgsmaal vil ikke ud af mit Sind:
hvem byde de gjæstfrie Vers: „træd ind!”
og hvilken Gjæst har de ventet saa længe, mens brustent var Tankens Spind?
Mig selv! saa lidet jeg vidste deraf,
det var mig selv, hvem jeg Velkomst gav!
Mit Jeg fra den Gang — og førte du
til Huse din Dobbeltgænger fra nu,
han lader ei længer paa sig vente!
Jeg iler tilbage de mange Aar;
paany i det gamle Hjem jeg staar,
det inderlig kjendte!
Med Andagt jeg hilser, med Vemod jeg skuer
de hyggelige, beskedne Stuer,
der rummer et Afsnit, et lykkeligt,
af vort Liv, trods Armod saa gyldent-rigt!
Hvor lyst — hvor festligt! Medens derude
under en stjerneløs Vinterhimmel
Boreas og Sirenen tude
en ful Duet (man hører en Gang
imellem en Stump af den Sammensang)
er der her den herligste Tonevrimmel.
Hun sidder histinde, inspireret
af Mesternes Mester, ved Klaveret;
den lyse Skikkelse rosarød
imod den Silhouet, den kaster
paa Væggens dybe Skarlagenglød.
Armene røre sig, ivrige Hænder hoppe,
og flinke smaa Fingre haster
henover hvide og sorte Taster — —
Snubled de lidt? aa jo, jeg kjender
den utaalmodige Knurren saavel!
Dog slaar du end et Par Noder ihjel,
og om end det Drab din Samvittighed smerter:
i Aanden, der levendegjør, den er der!
og Aanden er Beethovens, dyb og rig
og ren, som ingen anden, der talte
i Tonesprog og med Klange malte —
hans og din, der er hans saa lig,
at ofte jeg vemodsfuldt har tænkt:
til saadan en Viv just har han trængt!
det var jo ham just, den elskovsarme,
ensomme Mester, hvem hun skulde
med al sin livsalige Hjertevarme
skjærmet mod Verdens klamme Kulde! — —
Og træffer jeg ved Klaveret Fruen,
er Manden vel i Studerestuen
ved Skrivebordet — Døren paa vid
Gab aaben, at Tonerne ind kan trænge: —
Ja, ganske rigtig! med vinget Flid
henover Papiret flyver mer
end gaar den lette Gaasefjer
— den Fart har vel disse Toner voldt,
for det er en Vane, han har beholdt
og vil — det troer jeg — beholde længe:
at aldrig med større Iver
og bedre Held han skriver,
end naar hans Elskede leger paa Strenge.
Lad se! jeg ta’er mig den Frihed, Kjære,
lidt over Skuldren dig at kigge —
hvad just dit Arbeid monne være,
Fortælling, Drama eller Digt?
Det første! „Rathen”, „Erbgericht”
„Minna” møder mit Blik. Frygt ikke!
kun trøstig fremad, min unge Ven!
Og om du vidste, som jeg det veed,
at der vil flere Taarer flyde
for klare Øine over den
„sandfærdige Begivenhed”
(mer end sandfærdig!) end fra din Pen
Blækdraaber, da du skrev den ned: —
det kunde vel betids dig yde
et Forskud, som du har vel fortjent.
For hidtil var du just ei forvænt
med overstadig Gunst fra Mængden.
Og dog er det min Tro i Længden
lidt trangt for Strengene at klinge,
naar Resonnansen er saa ringe.
Men at den Bog, du skriver paa
kan med sin vemodsmilde Stemme
helt ind i Sachsens Dale naa,
hvor den jo mer end halvt har hjemme —
det bliver det en skjønne Dag
(end fjern for eder) hendes Sag
at sørge for: det tredie Væsen
i dette stille Kunstnerbo.
End træder hun sine Børnesko.
Med Lektiebogen op for Næsen
hun trækker Munden skjævt og suger
den brunlige, ferskendunede Kind
hult mellem sine Tænder ind
af idel Iver, mens hun sluger
den bittersunde Visdomsdrik
udaf den tyske Grammatik;
i hvilken hun maa være stærk,
naar hun omplanter i Tidens Fylde
i fremmed Tunge sin Faders Værk.
„Tidens Fylde”? Ak ja, jeg veed,
den har af Ondt som Godt bered
sit Maal til hende! Under de bløde
Barnetræk, som de svøbes dér
saa sart i Lampens dæmpede Skjær,
fastere Træk mit Øie møde: —
Træk af en Kvinde, der alt blev klog
paa Livets strenge Lektiebog!
Over den bøiede Barne-Isse
ser jeg flamme det Skjæbnesværd,
der gjennemborer en Moders Bryst, —
men ser tilvisse
ei mindre klart og den Moder-Trøst,
der gyder Balsam i Sorgens Spor: —
vor fælles spæde
og store Glæde,
den fagre Menneskeblomst, der groer
fra hendes Sommer ind i vor Høst. — — —
Klaveret tier og Pennen med,
som kunde den ikke kvidre
sin Sang paa Papiret vid’re,
naar Tonerne ikke hjalp den afsted.
Og han, der skrev, og hun, der spilled,
de sidde nu — Haand i Haanden lænket —
fortrolig paa Sofahyndet bænked’,
under Drachmanns store Ostendebilled,
og taler, som for et Ægtepar
det sømmer sig, som den Tid, der var,
og om den, der kommer; om hvad der „skal til”,
om Brændsel i al denne Vinterkulde,
om Indtægt og Udgift, der ikke vil
balancere den Vei, som helst de skulde;
men ogsaa om dristige Fremtidsplaner:
om at bygge fjernt deres Hjem ad Aare
i Fødebyen, hun elsker saare, —
og han ei mindre for fælles Minder,
dem, han med kjærlig Iver maner
til Live kunstnerisk igjen
just nu, saa tidt hans flittige Pen
derhenne sin Traad paa Papiret spinder.
Og som de skue med tvivlsomt Blik
imod det Kommende, er det næsten,
som om de pludselig Øie fik
paa mig, den Usynlige, Skyggegjæsten,
der kom tilbage fra Fremtidslandet,
og kunde melde dem et og andet
om hvad der venter dem: Solskinsdage
og mørke Tider, Gammen og Plage,
Vinding og Tab, ret ligelig blandet,
dog intet om Tab af jert dyreste Eie: —
endrægtig vandre I alle Veie ...
Fra Stuen ved Siden af spørger den Lille:
„Hvorfor er I begge med eet saa stille?
Tal dog igjen!”
Mon de tale mer?
Jeg hører dem ikke længer, jeg ser
ei Stuerne om mig! Det gamle Hjem
fra de unge Dage
er sunket tilbage
i Taagen, hvoraf det dukkede frem:
Taagen af tyve Livsaar spundet
med runde Taarer og svundne Smil.
Du kjære Helleruphjem ved Sundet!
„Fredhegnet” kaldte jeg dig: saa hvil
der borte, fjernt i vor Fortids Land,
hegnet af mangt et Fredens Minde!
Men ofte, naar jeg har Sorg i Sinde,
naar Mismod sætter min Baad paa Sand —
da lad mig de „farbare Stier” finde!
lad mig, som nu, besøge atter
i deres Hjem hint Ægtepar
og den lille lektielæsende Datter!
Hvad jeg er — lad det gjæste hvad jeg var!