Svende! mand Gondolen, — Pragtgondolen!
den, som, duftende af Cedertræ,
med sin Øxe luende som Solen,
med sit Guld-Speil høit som en Trophæ
vugger sig ved Marmor-Molen.
Red den ud med Tyrke-Tæpper lange,
saa Brokadens Søm
feier Stadens Strøm, —
tænd saa langs ad Rælingen de mange
Lys i broget Glar. —
Alt om Borde klar?
Maanen stiger over Havens Laur!
Skyd saa frem din Stavn, —
i Cupidos Navn — Elskovsflaadens gyldne Bucentaur!
Glut, der trækker med din hvide Finger
lidt til Side Ruffets blaa Gardin,
for at se hvad dig i Flamme bringer,
for at lade se din Kinds Karmin
og et Smil, som du kun halvt betvinger!
Skynd paa Gondolieren kun, der bøiet
over Hyttens Tag
roer afsted i Mag, —
fly og haab, du er ei fra os fløiet!
Snart vi lægge bi!
Se, nu entre vi!
Fangen skjælver men fortvivler ei.
Vug da stolt din Stavn
i Cupidos Navn, Elskovsflaadens gyldne Pragtgalei!