Naar to, der trofast sammen leved
og delte Vinterslud og dugget Vaar, —
naar dem til Del en Sorg er blevet,
som til de fælleds Hjerterødder gaar:
en Valfart veed jeg da for dem
velsignende at vandre,
et Sted som ingen andre
med Lægedom i Gjern:
det er dèr, hvor deres Elskov først er spiret frem.
Dybt i den Skov saa søilebygget,
der suste til de første ømme Ord
og om den første Rødmen skygged,
en liden magisk Urt usynlig groer.
Dens Bæger er saa himmel-klart,
dens Blade muldjords-brune,
en understærk Alrune
udaf saa sær en Art:
et trofast Par har Søndags-Blik, det finder Urten snart.
Saa giftig voxer ingen Bulme,
en Modgift er i Urtens blege Rod;
saa dybt kan Sindets Sot ei ulme,
dens Saft har Helsen for det syge Blod.
Jeg gik mig med min Hjertenskjær,
vi havde Sorg i Sinde,
vi monne Urten finde, —
da gik os Intet nær.
Nu siig, om ei den liden Væxt er vel en Valfart værd.