Elskede! tung var min Sang, dog med Lyst har jeg sunget den.
Haardt stod os Skjæbnen imod, men vor Pagt har betvunget den;
uvillig end
knurrende bær den vor Elskov; — vi ser ei, hvorhen.
Sikrest dog Amor var stedt, naar i Løvens dens buskede,
brungule Manke hans Barnehaand tillidsfuld ruskede,
mens paa dens Ryg
dristig han hopped og spored med Hælenes Tryk.
Sikrere da, end naar flygtig i Midsommerdagene
kurrende Duer han tøiled, i Rosenkarm agende:
Stormen saa let
kæntrer den Karm og gjør saadan et Duepar træt.
Klag derfor ikke, at Løven i Vold han har givet sig, —
det er jo saa, at ei rosenrødt aabnede Livet sig: —
Ørkenens Sand
Løven befarer, Oaserne finder vel han.
God er den Ganger til Fart, som vel Andre forfærdede,
tro er den vanskelig Tæmmede, huld er den Hærdede,
Muskler til Løb
har den og Kløer til Forsvar, som ei giver Kjøb.
* * *
Elskede! mørk var min Sang, dog med Lyst har du nemmet den,
Barsk var os Skjæbnen, dog har vi ved Kjærlighed tæmmet den;
knurrer den nu,
er det af Ømhed, og snart er den kjælen som du.