Jeg har set Athens Ruiner,
skuet Stambuls hvide Glans;
Alpegletschernes Laviner
tordned om min svimle Sans.
Byen, hvis Paladser lukke
om den glidende Gondol;
Syvhøie-Staden, Rigers Vugge,
leiret om sit Capitol; —
Staden, paa hvis grønne Tagmark
groer de tusind gyldne Løg,
gloriekronet som en Slagmark
med en Krans af Ild og Røg: —
Det jeg saae og mange flere
Undere vel værdt at se; —
gid jeg aldrig se dem mere,
skulde uden dig det ske!
Ja, jeg gyser for at jage
Skjønhed op med fredløst Sind,
dysse Hjertets dumpe Klage
med en Vandrevise ind: —
Søge op berømte Steder,
hvor Alverden higer hen,
sky den Plet, hvor skjult du græder,
naar mit Smil du mindes end.
Nei, saa heller Vennenavnet
her hos dig ved nordisk Sø,
end af selve Venus favnet
paa en jonisk Palme-Ø!