Den kolde Tid, den varer stedse ved.
Skovbundens Rust-Løv, Kildens fugtige Bred
er ikke mønstret af en Blomstervrimmel.
End hager sig en smudsig Sne som Skimmel
i Jordens Sprækker fast, og friske Dun
har polstret hine Skyer, i hvis Alkove
endnu de barske Vinterstorme sove.
Men naar saa Køien bliver dem for lun,
og altfor vildt de vælte sig deroppe,
da brister under deres Kjæmpekroppe
de mørke, taagevævede Pudevaar;
Dunmasser vælde ned, og Jorden staar
igjen saa ørken-bar, saa dødninge-hvid;
de golde Timer, ak! den kolde Tid!
Men under denne Skorpes frosne Laag
er brogede Farvevædsker alt i Kog!
Jeg hørte, før jeg aabned Jordens Skjød,
hvor mangelund det hvisled, bobled, sød
i Smeltedigler og i Sivnings-Rør.
Selv duftløs har jeg sanset kryderør
de tusindfoldige Dufte, følt dem rinde
om Randen af min Vaardrøms Fosterhinde.
De vente, — Duft og Farver længes hjem
til Luft og Lys, mens gyldne Straaler borer
og aabne Jordens altfor trange Porer; —
da vil som Kildevæld de springe frem,
favnes af Sol og Vind, mod hvem de hige, —
af hvem de avledes en Gang, — og stige
tone-forvandlede mod Himlens Hvælv
fra Fuglestruber, de beruste selv.
Det drømme de nu om i muldmørkt Blund,
om frodige Timer, om den varme Stund.
Men ak! jeg er født før Tiden,
ufrodig liden,
lød-fattig, duftløs, — en Skygge af det,
der straaler og dufter siden.
Langtfra kan du vel næppe se,
om jeg er Blomst eller Fnug kun af Sne,
veed ikke, hvad jeg vil gjække, —
Haabet idag eller Frygten igaar, —
Vinter — Vaar? —
eller begge?
Men hvad jeg end synes at gjække: —
enten det kjække
Haab, eller Frygten, — om Sneen paany
begraver hvad Stormene stække: —
Blomst — det er jeg, jeg kjender mit Kuld
Farven og Duften vil stige af Muld
blomsterfødt, tvillinge-baaren!
Aarle jeg er, men en fattig En: —
rig, skjøndt sen
bliver Vaaren!