Den blanke Julidags lyse Hede
stirrede blinkløst paa Land og Sund,
og dybe Skygger krøb sammen nede
om Bøgens Rødder til Middagsblund.
Som Glas laa Øresunds glatte Flade
med Smaaseil spændte paa Brise-Fund,
med blaalig Dis om de stille Blade
stod Kuppelkroner paa hvidblaa Grund.
I Rosenhaven, hvor Solen hused,
vandred vi tavse Fod for Fod;
saa askehedt under Saalen Gruset,
i Purpurild alle Buske stod.
Kronblade krumraed sig vellyst-brændte
og faldt som Gløder paa Asken tæt,
mens Blomsterkratrene trindt udsendte
de sødt bedøvende Aandedræt; —
slet intet Vindpust, der spredte disse
smaa Virakskyer! i den stille Luft
svæved de over hver Rosen-Isse
som Gloriekranse af flettet Duft —.
Og Knopper sprængtes af Blomster-Larver
der var Pulsering af Liv og Død
i denne Samklang af Duft og Farver,
af Rosenaande og Rosenlød.
— Det var den sidste af mange Dage
hver duftrig, blændende, lang og blid
som den, hvis Aften var end tilbage: —
Det sidste Døgn af en Rosentid,
hvis fleste Timer, sorm faldne Blade
laa i vort Spor, medens en for en
de sidste løsnedes for at lade
sig falde tyst fra den gode Gren.
Vi havde levet i Rosentiden
og følt os ind i hinandens Sind,
aandet en Vellugt, som aldrig siden
skal suges bort af en raakold Vind.
Som Rose aabnes ved Rosenbæger
for samme Straale og samme Dugg,
havde vi delt hvad i Løn bevæger
Øie og Læbe til Smil og Suk.
Ormstukne Minder, knopfrosne Drømme
og modne Tanker fandt aaben Vei —
som Duft fra Blomst kan til Blomsten strømme —
fra mig til Dem og fra Dem til mig.
I vore Følelsers Samklang er der
et Vexelpulsslag af Liv og Død,
af askedækte, udbrændte Smerter
og Haab, som Knoppernes Pupper brød.
Endnu har Sjælen usvækket inde
hin Sommertimes livsalige Fred,
dens stille Glans og dens varme-linde
Duft fra Busket og fra Blomsterbed; —
og disse Smaaminders lette Skiften,
der vexle Form, medens Stoffet selv
er uforandret, — lig Vexeldriften
af Sommerskyer under Himlens Hvælv; —
og en Erindring i Haandens Flade,
saa blød, som rørte den Rosens Blad,
som vilde Huden ej undfly lade
hint Haandtryk sidst, da vi skiltes ad.
* * *
Farvel! min nyvundne, tro Veninde,
jeg giver Roser min Hilsen med: —
om Rosentiden et Rosenminde,
Farver og Duft i min Stemmes Sted; —
et frodigt Smykke til Rythmebaandene,
til min duftløse, blege Sang,
et purpurglødende, vellugtaandende,
duggbesprængt Accompagnement.
Lad det da farve, hvad Ordet bleged,
og frisk bedugge, hvad tørt henstaar!
lad Blomstersproget henaande Meget,
hvis Alfeflugt mine Vers ej naaer!