Da Roser blussed i Purpurglød,
og Blomsterstøvet i Luften flød,
da blev jeg syg, men aldrig
jeg kjendte en Sot saa sød.
Naar ved din Side jeg gik og stod,
da prikked med Feberjag mit Blod,
jeg tvang mig med Magt for ikke
at synke ned for din Fod.
Med dig har mig Feberen ei forladt,
mit Hoved er tungt, min Fod er mat
mit Øie brænder, mit Hjerte
er koldt som en Barfrost-Nat.
Det er vel den samme Sygdom end,
dog kjender jeg ingen værre end den,
jeg veed, den vil ende med Døden,
men trægt den sniger sig hen.