I Skoven dybest inde de Kampestene staa
ret som et Thing af Gubber i side Kapper graa;
dybt trykked’ ned i Nakkerne de Moshuer sidder. —
Over deres Tavshed Susen og Fuglekvidder.
En mægtig Bøg af Lynet er brudt og sønderflængt,
dens Krone som et Offer blev midt i Kredsen slængt;
der visner den og trøskner foran Heltens Gravkammer,
et Høi-Alter i Skibet af ranke Søilestammer.
Dog ubekymret suse rundt om de andre Træ’r;
fra Løv-Hvælvingen synker der et gyldengrønt Skjær,
mens Bladskygger viftes af svaie, smidige Grene
over hundredaarigt Moslag paa tusindaarige Stene.
Men idag — hvilket Skue, da hun, det unge Blod —
paa Stensætningens mægtige Overligger stod;
som en Lys-Alf, der løftes høit paa en Jættes Skjold;
skjær straaled hun blandt Skygger fra skumle Hedenold.
Et Lys af Ungdoms-Ynde, en Duft af Skjønheds-Flor
i Gravhallen spredtes; da var det, som i Chor
de Stengubber mumled, der rundt i Kredsen stode;
jeg skued dig og hørte dem, helt sælsomt tilmode: —
Den samme Vind suser gjennem samme Slags Løv,
og Lynstraalen splintrer som da, og han, hvis Støv
blev her stedt til Hvile og hvis By gik af Minde,
som du en Gang han elsked — en Ungmø som hende.