Du har læst, at i Dodone
stod en Eg med helligt Rygte,
og at Grækerfolket søgte
Guddoms-Røsten i dens Krone.
Denne Lind, hvorunder mangen
Sommertime hen vi drømte,
maaler sig med hin berømte
Eg, — ja stridiggjør den Rangen.
Hvor dens Skygge Jorden bruner,
dirre gyldne Parder-Pletter,
vindbevægede de sætter
flygtige Spor af Elskovs-Runer.
Tusind Hjerter slaa i Linden,
grønne Hjerter, let de røres,
Hjertemelodier høres,
naar de hilse Aftenvinden; —
Hjertesuk, forborgne Lyde,
hemmelig Orakel-Susen; —
fromt jeg lytter til, og Musen
veed dem Alle snildt at tyde.
Linden siger, at i Sommer
er dens Duft for dig af særlig
Gavn, ja næsten uundværlig; —
Fare, hvis du ikke kommer.