KONG RØDINGS SØNNER.
Kong Røding havde to Sønner; den ene hed Agnar og den anden Geirrød.
Agnar var ti Vintre og Geirrød otte Vintre. De to roede i Baad med deres Snører paa Smaafiskeri; Vinden drev dem ud paa Havet. I Natmørket strandede de ved Land og ginge op, funde en Indsidder; der vare de om Vintren. Kjærlingen fostrede Agnar, og Bonden fostrede Geirrød og gav ham Raad. I Vaar flyede fik Bonden dem Skib; og da de, Kjærlingen og han, førte dem til Stranden, da mælte Bonden Enetale med Geirrød. De finge Bør og kom til deres Faders Landeplads. Geirrød var foran i Skibet; han sprang op paa Land og stødte Skibet ud og mælte: "Far du nu did, hvor Troldtøi tage dig". Skibet drev ud paa Havet. Men Geirrød gik op til Gaarden ; han blev der vel modtagen, og hans Fader var da død. Blev da Geirrød tagen til Konge og blev en berømmelig Mand.
Odin og Frigg sadde i Hlidskjalv og saae over alle Verdner. Odin mælte: "Ser du Agnar, din Fostersøn, hvor han avler Børn med en Gyge i Hulen? Men Geirrød, min Fostersøn, er Konge og styrer Landet". Frigg siger: "Han er en saadan Madgnier, at han piner sine Gjæster, hvis ham tykkes, at for mange komme". Odin siger, at det er den største Løgn; de vædde om denne Sag. Frigg sendte sin Terne Fulla til Geirrød. Hun bad Kongen vare sig, at ikke den tryllekyndige Mand, som der var kommen i Land, skulde forgjøre ham, og sagde det Kjendetegn derpaa, at ingen Hund var saa vild, at den monne springe paa ham. Men det var den største Usandhed, at Kong Geirrød ikke var gjæstfri; og dog lader han lægge Haand paa den Mand, som Hundene ikke vovede sig til Han var i blaa Kappe og kaldte sig Grimner og sagde ikke mer om sig, skjøndt han blev adspurgt. Kongen lod ham pine til at sige og sætte mellem to Ilde, og sad han der otte Nætter. Kong Geirrød havde da en Søn, ti Vintre gammel og hed Agnar efter hans Broder. Agnar gik til Grimner og gav hannem et fyldt Horn at drikke og sagde, at Kongen gjorde ilde, da han lod ham pine sagesløs. Grimner tømte det ; — da var Ilden kommen saa, at Kappen brændte paa Grimner ; han kvad:
Grimnesmál.
Din Brynde Baal!
blusser for brændende;
vig fra mig, vævre Lue!
Skindet svides,
skjøndt jeg løfter det,
flammen i Kappen fænger.
Otte Nætter
mellem Ilde sad jeg,
og ingen bød mig at æde,
uden kun Agnar,
som ene skal raade
for Gotherne, Geirrøds Søn.
Hil dig Agnar,
som hil dig byder
Veratyr at være!
for een Drik
aldrig skal der
bedre Løn dig bydes.
Helligt er et Land,
som ligge jeg ser,
Aser og Alfer nær;
Gladhjem det hedder,
hvor gylden-fager
Valhal straaler saa vide.
Kjendelig let
er for de kommende
Salshuset at se;
med Spyd til Sparrer,
skjoldtækt Sal,
Brynjer paa Bænke bredt.
Kjendelig let
er for de kommende
Salshuset at se.
Ulv hænger der
vester for Dør,
Ørn spreder Vinger over.
Thund tuder,
Thjodvitnes Fisk
leger fro i Flod;
Aa-Strømmen
for stærk tykkes
Val-Flokken at vade.
Valgrind det hedder,
paa Vangen staar,
helligt for hellige Døre;
gammelt er Gitter,
det gjætte Faa,
hvordan det i Laas er lukket.
Femhundred Døre
og dertil firti
tykkes mig paa Valhal være;
otte hundred
ad een Dør udgaa,
naar de skal mod Fenre fare.
Heidrun hun hedder,
paa Hallen staar,
og bider af Læraads Løv;
Kar hun fylder
med klaren Mjød,
ej bliver dyrtid paa Drik.
Eikthymer han hedder,
paa Hallen staar,
og bider af Læraads Løv;
af Hornene hans
det drypper i Hvergelme,
deden faa Vandene Veie.
Ulls yndest
og alle Guders
faar hvo først rører Flammen;
Verdner aabnes
for Asers Sønner,
naar Kjedlerne tages af Krog.
Mit Syn jeg nu løfted
for Seirsguders Sønner,
dermed er Hjelp forjættet;
for alle Aser
skal det aabenbares
udi Æges Ølsal.
Grim jeg hed,
Gangleri hed jeg
Herjan og Hjalmbere,
Thek og Thride,
Thunn og Unn,
Helblinde og Haar;
Sad og Svidal
og Sangtal,
Herteit og Hnikar,
med eet navn
nævntes jeg aldrig,
siden jeg blandt Folk foer.
Du har Ølrus, Girrød!
er ganske drukken
mangt du misted
med min Bistand
og alle Einherjers Yndest.
Mangt har jeg sagt dig,
du mindes lidt;
Venner volde dig Ve:
min Vens Sværd
ser jeg ligge
ganske i Blod badet.
Egg-saaret Val
mon Ygg nu have,
dit Liv, veed jeg er ledet:
umilde er Diser;
nu kan Odin du se,
nærm dig nu, om du naaer det!
Kong Geirrød sad og havde Sværdet over Knæet og halvt draget. Som han hørte, at Odin var kommen der, da stod han op og vilde tage Odin fra Ilden. Sværdet slap ham af Hænde og vendte Hjaltet nedad. Kongen snublede med Foden og faldt fremover, og Sværdet stod igjennem ham og han fik sin Bane. Odin forsvandt da, og Agnar var Konge der længe efter.
Gude-Boligerne.
Helligt er Land,
som ligge jeg ser
Aser og Alfer nær;
men i Thrudhjem
Thor skal være,
indtil magterne mødes.
Ydal det hedder
hvor Ull haver
bygget Salene sine;
Alfhjem Guder
gave til Freyr
i Tiders Gry til Tand-gave
En tredje Bygd er,
der tækked Guder
salig med Sølv Salen:
Valaskjalv
hvælvede skjønt
Guden i Tiders Gry.
søkvabek det hedder,
det som de svale
Bølger henover bruse;
der Odin drikker
daglig med Saga
glad af gyldne Krus.
Gladhjem det hedder,
hvor gylden-fager
Valhal straaler saa vide;
og der kaarer
daglig Hropt
Val af Vaaben-veiede.
Thrymhjem det hedder,
hvor Thjasse boede,
Jætten den meget mægtige,
og nu Skade bygger,
den skjære Brud,
i Faderens gamle Gaard.
Bredglans det hedder,
hvor Balder har
bygget Salene sine:
udi det Land,
hvor det ligger veed jeg
lidet af lede Runer.
Himmelbjerg det hedder,
hvor Heimdal siges
at raade for Templer rige;
der Guders Vogter
i velbygt Gaard
drikker glad den gode Mjød.
Folkvang det hedder,
hvor Freya raader
for Valg af Sæder i Sal;
den halve Val
hun hver dag vælger,
og Odin Hælften har.
Glitner det hedder;
med Guld-Søiler
og Sølv-tækket det staar;
der færdes Forsete
de fleste Dage
og stiller hver en Strid.
Noatun det hedder,
hvor Njord haver
bygget Salene sine.
Mændenes Fyrste,
den feil-frie,
for høitbygt Helligdom raader.
Ris der groer,
og Græs er høit
I Vidars Land Vide;
siger fra Sadel
Sønnen sig der
dristig til Fa’rbanes Drab.
Fenhundred Rum
og dertil firti
Bilskirne rundeligt rummer;
blandt alle Huse,
der have Tag,
veed jeg min Søns er størst.
Om Livet i Valhal.
Andhrimner
lader i Eldhrimner
Sækrimner syde,
bedst af Flesk:
men Faa det vide,
hvad der er Einherjers Æde.
Gere og Freke
fodrer den kampvante
Hær-Fader fro: —
men kun af Vin
den vaaben.kyndige
Odin altid lever.
Hugin og Munin
monne hver Morgen
flyve over Jordens Flade:
jeg ængstes for Hugin,
om atter han kommer,
end mer for Munin jeg ængstes.
Om Yggdrasil.
Trende Rødder
til tre Sider gaa
under Yggdrasils Ask;
under een boer Hel,
under anden Rimthurser,
under tredje Menneske-Mænd.
Ratatosk den hedder,
som rende skal
opad Yggdrasils Ask;
Ørns Ord skal
fra oven han bære
og sige til Nidhugg nede.
Fire Hjorte
de friske Blade
nippe med strakte Nakker
Dain og Dvalin,
Dunør og Dyratror
Orme ligge fler
under Yggdrasils Ask
end uviis Abe sig tænker:
Goin og Moin,
Grafvitnes Sønner,
Graabak og Grafvøllod.
Afner og Svafner
skal altid, tror jeg,
Træets Grene gnave.
Yggdrasils Ask
udstaar af Men
mer end Mænd vide;
Hjort bider af Top
og Trøske Stamme,
Nidhugg nager forneden.
Om Solen og om Jords og Himmels Skabelse.
Aarvak og Alsvinn
skulle op heden
svedige Solen drage;
under deres Bug
har blide Aser
Jern-Svaling skjult.
Svalin hedder
— for Sol det staar-
Skjold for den skinnende Gud;
Bjærg og Brænding
skal brænde, veed jeg,
dersom det fra falder.
Skoll hedder Ulv,
som den skjære Gud
indtil Jærnved jager,
en anden Hate,
Hrodvitnes Søn
foran den Himmel-Brud farer.
* * *
Af Ymes Jættekjød
Jorden skabtes
og af Saar-Sveden Sø;
Bjerge af Benene,
Buske af Haaret,
Himlen af Hovedskallen.
Og af hans Bryn
de blide Aser
danned Mændenes Midgaard;
af Hjernemassen
alle de mørke
Uvejrs-Skyer skabtes.
Navne-optællinger
Floderne.
Sid og vid,
Sæken og Æken,
Sval og Gunnthro,
Fjørm og Fimbolthul,
Rin og Rinnande,
Gipol og Gopul,
Gømul og Geirvimul,
der strømme om Guders Gaarde.
Thyn og Vin,
Thøll og Høll,
Grad og Gunnthoren.
Vina hedder en,
Vegsvin en anden,
en tredje Thjodnuma;
Nyt og Nøt,
Nønn og Hrønn,
Slid og Hrid,
Sylg og Ylg,
Vid og Van,
Vønd og Strønd,
Gjøll og Leipt,
der løbe ved Mandhjem
og løbe til Hel heden.
Kørmt og Ørmt
og de to Kerløger
de tvende hvor Thor skal vade,
hver en Dag,
naar til Doms han drager
til Yggdrasils Ask;
Thi Asernes Bro
luende brænder,
hellige Vande hedes.
Gudernes Heste.
Glad og Gyller,
Gler og Skeidbrimer,
Sølvtop og Siner,
Gisl og Falhovne,
Gultop og Letfod,
de Gangere Guderne ride,
hver en Dag,
naar til Doms de drage,
til Yggdrasils Ask.
Valhals Skjænkemøer.
Hrist og Mist
Mjødhorn mig række,
Skeggøld og Skøgul;
Hild og Thrud,
Hløkk og Hærfjøtur,
Gøll og Geirønul,
Randgrid og Raadgrid
og Regenleif
bringe Einherjer Øl.
De bedste Ting.
Ivaldes Sønner
i Oldtid ginge,
Skibladner at skabe;
det bedste Skib
til den skjære Freyr,
Njørds naadige Søn.
Yggdrasils Ask
er ypperst af Træer
og Skibladner af Skibe,
Odin af Aser
og Sleipner af Ørs,
Bifrost af Broer
og Brage af Skjalde,
Haabrok af Høge,
af Hunde Garm.
Odins Navne
Bileyg, Baaleyg,
Bølverk, Fjølner,
Grim og Grimner,
Glapsvinn, Fjølsvinn,
Sidhat, Sidskæg,
Seirfader, Hnikod,
Alfader, Valfader,
Atrid, Farmatyr.
Grimner hed jeg
hos Kong Geirrød
og hos Aasmund Jalk;
og Kjalar da,
mens jeg med Kjælken drog,
Thror paa Thinge,
Vidur paa Val,
Oske og Ome,
Jævnhøi og Biflinde,
Gøndler og Haarbard blandt Guder.
Svithur og Svidrer
hed jeg hos Søkmime
og gjækked den gamle Jætte,
da jeg Midvitnes
mægtige Søns
Enebane blev.
Odin jeg hedder,
Ygg jeg hed,
tidligere Thund jeg kaldtes,
Vakr og Skilfing,
Vaafod og Hropatyr
Gaut og Jalk blandt Guder,
Ofner og Svafner,
de blev, synes jeg,
Alle til mig, den ene.