Min Søster og jeg vi flette en Krands
Af Rosenblade,
Den bringe vi Moder, det gjør os ret
Saa hjerteglade.
Hun pleier os kjærligt, hun bortrydder hvad
Os kunde trykke,
Hun vaager Natten med Dagen for
Vor Liv og Lykke.
Saa god! — Hun har til at sige Alt
En egen Maade,
Saa mild, om hun vil befale os
Hvad eller raade.
Imorgen bliver hun tredive Aar;
Vor Herre give:
Hun altid maatte som nu med os
Fornøiet blive!