Imorges gik jeg ad Skoven til;
Der skulde I kun have seet —
Ved Skovhuset sad der en lille Dreng
Og blæste i Trompet.
Hans Trøie var lappet, hans Vest forslidt,
Han havde bare Been,
Han saae ret saa bleg, saa lidende ud,
At det kunde røre en Steen.
Det kunde man see ved det første Blik,
Han havde lidt megen Nød,
Og otte Aar kun, den stakkels Dreng,
Han blæste Trompet for Brød.