Da Frelseren vandrede synligt
Blandt Menneskets Børn paa Jord,
Og bragte de vildfarne Skarer
Det Livet bringende Ord;
Da saae han en Dag som han vandred
Alene, hvor Kedron flød,
Et grædende Barn, paa hvis Pande
Man læste en tidlig Død.
Han bøied sig ned over Barnet,
Han løfted det op til sin Barm,
Han kyssed dets kolde Læber
Og aandede Kinden varm.
Han talede Trøst i dets Øre,
Han talede kjærlige Ord,
Og den, som var nær ved Graven,
Blev siden munter og stor. —
Nu sees ingen Frelser paa Jorden;
Men der, hvor et Barn lider Savn,
Der er han usynligt tilstede
Og trykker det mildt i sin Favn.