Det skummende Bæger begynde sin Gang,
og Venner med Venner istemme en Sang;
ej sømmer det sig, hvor man samles til Lyst,
at klinke saa sparsomt og sidde saa tyst
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar,
før Kummer med Alderen blegner vort Haar!
Vor Kind er ej rynket, vor Tinding ej graa;
blandt Jubler vor blomstrende Alder forgaaer;
at vi ej skal klage, om langt eller kort,
at Vaaren sovnede ubrugt, upaaskjønnet bort!
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar,
før Kummer med Alderen blegner vort Haar!
Hvorhen i Naturen vi vende vor Fod,
vi skue, at Skabningens Herre er god;
at Ingen i Livet skal vandre fortabt,
han Piger og Druer og Roser har skabt.
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar,
før Kummer med Alderen blegner vort Haar!
Hver fylde sit Bæger, at Skaalen gaaer om,
og Skaaler paa Skaaler, til Flasken er tom!
En Daare, som vover at laste vor Jord,
en Nidding, som ej vil istemme vort Chor:
Til Glæde, til Glæde i Sandsernes Vaar,
før Kummer med Alderen blegner vort Haar!
Frankenau.