Evighedsblomsten
(Melodie: Paa Jorden Flora’s Ømhed hviler, o. s. v.)
(Melodie: Paa Jorden Flora’s Ømhed hviler, o. s. v.)
Jeg veed en Blomst i Flora’s Have:
Den ej, som Rosen, yndig er,
Men dog, som Rosen, Himlens Gave,
Og Hjertet kjær.
Den skabtes til at groe i Løn;
Den Skjønnes Barm den aldrig pryder;
Men Hjertet den i Stilhed fryder:
Dens Lod er skjøn.
Den ej, som Hyacinthen, falder;
Af Rosens Død den Intet veed;
Den trodser Undergang og Alder
I Evighed.
Naar Haanden, som dig rækked’ den,
I Graven visnet længe hviler,
Dens friske Krone evig smiler:
”Glem ej din Ven!”
Lyksalig den, der fandt et Hjerte,
Som evig varmt for Venskab slaaer;
Som, ligt min Blomst, i Fryd og Smerte
Sin Prøve staaer!
Han stolt kan synge Livets Priis,
Han skrækkes ej af Skjebnens Torden:
For ham er hver en Krog paa Jorden
Et Paradiis.