I.
Ifald Du har et Smil endnu,
Du ingen Anden tror at skylde,
lad det min Skumring da forgylde,
— ifald Du har et Smil endnu.
Som ved et Solglimt, af min Hu
fremvælde vil en Blomsterfylde
— ifald Du har et Smil endnu,
Du ingen Anden tror at skylde.
II.
Og har et Kys Du i Behold,
skænk mig det, at jeg ej forsmægter.
Betænk Dig, Barn, før Du det nægter.
— har end et Kys Du i Behold.
Husk, at jeg staar i Guders Sold
og fører Lyra selv og Plekter,
— saa, har et Kys Du i Behold,
da skænk mig det, før jeg forsmægter!
III.
Og om Du veed Dit Hjerte frit,
og at fra mig Du mit har sneget,
— giv til Erstatning mig Dit eget,
ifald Du endnu veed det frit!
Ja, skænk mig Hælvten blot af Dit,
ifald det hele er for meget,
og om Du veed Dit Hjerte frit,
og at fra mig Du mit har sneget.
IV.
Vaar, Blomster, fagre Kvinders Smil,
hvis Sødme Sjælen gemmer længe,
har altid stemt min Lyres Strenge
— Vaar, Blomster, fagre Kvinders Smil!
Og send, Apollo! mig Din Pil,
naar ej mit Hjerte mer vil fænge
ved Blomster, Vaar og Kvinders Smil,
hvis Sødme før det gemte længe.