Jeg gik ad en Sti mellem Stammerne frem,
jeg skulde fra Købstaden til mit Hjem.
Der var tyst i Skovdybets skumrende Kirke,
som Genfærd lyste de hvide Birke.
En Raa sprang forbi med luftige Hop,
i Krattet skræmte en Hare jeg op.
Den foer over Stien længere fremme —
Jeg greb efter Bøssen, men den hang hjemme.
Og for Resten — om ogsaa jeg havde haft den,
man skyder ej Harer Juleaften.
Saa naaede jeg Skovens Udkant og steg
over Stenten. Der knejste en ældgammel Eg.
Jeg læned min Ryg til dens knudrede Bark
og skuede frem mod den aabne Mark.
Den laa dækket af Sne, ret en Vinterørk,
— over den Himlen skyet og mørk.
Det var ængstelig tavst som i Aandernes Time,
— da begyndte langt borte en Klokke at kime.
Og i Skyernes Forhæng blev der en Rift,
af den dunkle Grund sprang en lysende Skrift.
Maanen var skjult. Den kom ej til Skue,
men dens Glans brød sig Vej med sin Fosforlue.
Som en blinkende Kniv skar den gabende Snit,
— der flød Sølv over Sneen, blændende hvidt.
Jeg sad under Egen og undrende saa’,
hvor et Væld af Straaler skød ned paa skraa.
Og med Et — ja hvordan gør man rede for sligt,
blev det hele mig en Vision, et Digt.
Det var Synet, Jakob saa’ i sin Drøm:
Dette bævende Maaneskins sølverne Strøm,
som skød skraanende ned under Skydækkets Flige,
gik fra Himmel til Jord som en tvedelt Stige,
ad hvis Straalestriber med luftige Fjed
lysende Engle steg op og ned.
De svæved op ved den ene Side
med Bønner fra alle, som savne og lide.
De dalede ned ad modsat Kant
med Gaver fra Gud som Bønhørelsens Pant.
Det var, som det skjulte Kredsløb jeg saa’,
hvori Verdens-Opholdelsens Løndom laa —
hvor Strømmen samlet til Hjertet ledes
for atter i tusinde Aarer at spredes. —
Til de utalte Hjem førte Englenes Skridt;
jeg bad, at de og vilde gæste mit —
Først nu jeg forstod gennem Billed og Lignelse
den mægtige Fylde af Julens Velsignelse,
af Trøst, Barmhjertighed, Fred og Gavn,
der spredes over Jord i dens hellige Navn.
— Da siden jeg stod foran Hjemmets Dør
og mindtes saa vel min Bøn fra før,
saa’ Lyset bag Persiennernes Tremmer
og hørte de spinkle Barnestemmer
øve sig flittigt paa Julesalmen,
mens Spurvene pipped i Havrenegshalmen,
— da svandt hver ængstende Tvivl, jeg næred.
Jeg følte, her havde Englene været.