Den grønne Kristtjørns Blade paa Bordet for mig laa,
de blanke, stive Blade med hvasse Torne paa.
Jeg ordned dem forsigtigt, til en Krans jeg dem bandt,
og vilde Rosers Hyben jeg føjed ind iblandt.
Saa festlig ren som Dugen, der breder Julens Bord,
laa Sneens Lin derude om den haardtfrosne Jord.
Fjernt skjalv paa Aftenhimlen den første Stjernes Skin,
— da Klokkerne begyndte at ringe Julen ind.
Jeg bøjede mit Hoved og bad mit Fadervor,
jeg tænkte paa det Barn, som de ringede for.
Jeg bandt, og jeg tænkte paa Krybben, hvor han laa,
og paa hans Moders Øjne, saa ømt de paa ham saa’
Hvor fin han var i Huden som Rosenblades Lød —
mon han nu og i Sandhed til en Krone var fød?
Den rene hvide Pande, de spæde Hænder — — ak!
det var de slemme Torne, i Fingeren mig stak.
Jeg fæsted røde Hyben langs Bladenes Bræm,
det tyktes mig, de pibled som Bloddraaber frem.
Ak, denne fine Pande, den spæde Haand og Fod
— — Jeg kunde ikke for det, jeg blev i Hu saa mod.
Min Krans jeg bandt til Ende — øm blev min Haand deraf —
bar den til Kirkegaarden, hen til min Puslings Grav.
En fattig Pynt til visse — det var en Ynk at se,
og mine Taarer drypped ned paa den hvide Sne.
Jeg vilde gerne bede, o men det frøs saa haardt.
Det var, som fra min Læbe de fromme Ord frøs bort.
Saa højt der var til Himlen, og Tuen, ak hvor lav!
Hvo ænsed vel deroppe en stakkels fattig Grav.
Vist aldrig har jeg følt mig saa ensom og forladt
som her imellem Gravene den hellige Nat.
Mulm ruged over Jorden, en Vægt laa paa mit Bryst.
— — Da løfted Kirkens Klokker paa ny deres Røst.
Den lød saa stærkt og myndigt. Mit Hjærte skjalv derved.
Snart dulmedes dog Smerten, og min Sjæl følte Fred.
Jeg knuged mine Hænder, jeg klemte Øjet i
og lod mig ganske fyldes af Malmets Melodi.
Det sang om ham, den Store, der var de Smaa saa mild
og sagde: Bring dem til mig! Dem hører Himlen til.
Det lysnede for Synet; et stort, et saligt Haab:
Jeg havde bragt ham Barnet i den hellige Daab.
Den Sti til Skyggeriget, den traadte ogsaa Han,
og derfra slog han Bro til de Levendes Land.
Hans Røst lød gennem Haven. Han kaldte — jeg gav Svar.
Jeg saa’ min Krans paa Graven og mindtes den, han bar.