De slankt opskydende Piber
med Sølvets det maatte Skin
vokser som Maanestriber
i Hvælvingsskumringen ind
Ved Domens mægtige Orgel
i udskaarne Engles Skjul
sidder den gamle Mester,
beredt at spille til Jul.
Det er ham et sælsomt gribende
højtidsfuldt Øjeblik.
Hans Sjæl er i skælvende Spænding
og fyldt af ufødt Musik.
I Orgelet selv det sukker
og svulmer som før en Storm,
— den, som hans Kunstnerhænder
skal give harmonisk Form.
Skønt Jul efter Jul hans Toner
har rystet Domkirkens Hvælv,
det voksende Ry har ikke
øget hans Lid til sig selv.
Jo større sit Kald han føler,
des dybere Evnens Brist, — —
han bøjer i Bøn sit Hoved,
den gamle Domorganist.
O, at han i Aften kunde
udforme — Herren til Pris —
Det Tonebilled, som dæmrer
for ham bag Festglædens Dis,
og give det Liv af sit eget
Hjærtes dybeste Væld
ved dette Højtryk af Stemning,
der fylder hans Sjæl i Kvæld! — —
Nu klinger fra Koret det kendte
dæmpede Klokkesignal.
Langsomt han Taaspidsen sænker
mod Fodspillets sidste Pedal.
Da er det, som steg en Tone
fra Jordens Inderste dybt
og vældede op i Kirken
igennem Kælder og Krypt.
Forunderlig mørk og sørgmodig
den griber om Hjertet fat
og maner for Fantasien
den sorte, ensomme Nat.
Over Judæas Høje
ruger den dybeste Ro.
Ej mindste Stjerneglimt leder
de enligt skridende To.
Nu vokser af Grundakkorden
et enstonigt Thema frem,
der tolker de fromme Tvendes
Vandring mod Betlehem.
Det gaar saa møjsommeligt opad,
— Foden er tung som Bly —
til endelig Klippestaldens
Hvælving skænker dem Ly.
Og dæmpet maler Musikken
Forventningens kvalfulde Time —
Da glimter med ét gennem Mulmet
en Stjærnes blændende Strime.
Og selv samme Nu nedrisler
som fra overjordiske Zoner
et Væld af sølvklare Røster,
— jublende Engletoner.
Den gamle Kunstner har aabnet
for Orglets angelica vox:
En Enkeltstemme sig svinger
over den hele Floks.
Og frem af dybe Registre
en Hymne — skønt uden Ord —
stiger og møder de lyse
himmelske Hærskarers Kor.
Da løftes Staldloftets Bue
af stærke Basuners Koral
og hvælver sig til en verdens-
favnende Kathedral,
hvor Nathimlens funklende Krone
lyser paa Krybben ned
og Lovsangshymnerne tone
i Evigheds Evighed — — —
Brat tier Orgelets Brusen,
Mesterens Værk er endt.
Men Kunstneren selv ligger fældet
foran sit Instrument.
Det Følelsens Væld, han formed
i svulmende Velklang ud,
har sprængt hans Hjerte og baaret
hans higende Aand til Gud.