Nu bredes alle Tuer
med Vinterens hvide Lin.
Kun Skoven staar og truer
som en skummel Ruin.
Hvælvingens høje Kupler
er styrtet ned i Støv,
og Vandringsmanden snubler
i foddybt, rustrødt Løv.
Jeg stiger over Stenten
i Skovens vestre Bryn —
Da møder mig paa Skrænten
et friskt og muntert Syn:
Der staar de unge Graner,
enhver saa strunk og prud
med Sneens hvide Knipling
langs Kjortlens grønne Skrud.
Af Spænding dulgt de skælver
fra Rod og til Top
som unge Piger, før der
til Dans bydes op.
En bly, fortrolig Hvisken
fra Træ til Træ der gaar:
„Hvem af os mon skal kaares
til Julens Brud i Aar?”
Og atter naa’r en Sitren
fra Top og til Rod —:
der nærmer sig Nogen
nede fra Bakkens Fod.
Der lyder tunge Fodtrin
— end er Intet at se.
Saa aser sig to Skikkelser
gennem den dybe Sne.
De standser, ser omkring sig
rundt blandt de unge Træer.
Saa løfter den ene Røsten:
„Lad os ta’ dette her!”
Man hører Kviste knækkes
og dumpe Øksehug —
saa falder en af Granerne
til Jord med et Suk.
Den bindes fast paa Slæden.
„Gig Agt! Er alting klart?
Ned gaar det ad Skrænten
i en susende Fart.
Et Nu — og de forsvinder
bag Bankerne i Nord.
Tilbage staar i Sneen
kun Slædens Slangespor.
De andre Graner skotter
skævt til den tomme Plads,
men Egen hist sig gotter
og brummer med rusten Bas:
„Ved Jul maa Ingen være
misundelig og sur.
Til næste Aar, Smaapiger,
kommer nok Eders Tur!”
Saa daler Fred og Stilhed
ned over By og Land,
og Dagens matte Lue
slukkes i Himlens Rand.
Fra spredte Hytter falder
paa Sneen Lampens Skin.
En Kirkeklokke kalder.
— Den ringer Julen ind.