Decemberkvæld. — Langs dunkle Stier
staar Granerne med slanke Spir
og Skæg af stive Naale.
Højt over Skovens Harpiksduft
skarpt sitrer i den frostblaa Luft
en Stjernes spinkle Straale.
Med Klang af Sølv, saa sprød og fin,
som fra en Engels Mandolin
den gennem Rummet synger.
Saa skær som Buestrøg mod Glas
paa Skovens dybe Orgelbas
den lyse Tone gynger.
Lig Englesang fra Betlehem
dens klingre Lyd mig følger hjem
paa Vejen gennem Skoven,
mens uformærkt den tvinder ind
i mine Tankers Hverdagsspind
en gylden Traad fra oven.
Og som et lønligt Himmelbud
den lokker mig i Haven ud
ved sene Nattetide.
Dybt staar i Sneen mine Spor;
Jeg skraber fra den sorte Jord
det hvide Lag til Side.
Da knæler jeg med Undren — — Se!
Under den kolde Vintersne
lod Livet alt sig føde:
Frisk som en lysrød Barnekrop
ler Julerosens spæde Knop
mig sund og skær i Møde!