Paa gyldne Hængsler Himmelporten svinged.
En Engel stod paa Tærsklen, ørnevinget.
Med faste Fjed han frem i Hallen skred,
i højre Haand en Svøbe slapt hang ned.
Han nejed sig for Tronens gyldne Sæde;
højt gik han Bryst, hans Kjortel drev af Væde.
Hans Bryn var rynket, Læben streng og stum,
ad Kind og Hals drev Havets salte Skum.
Det mørke Haard var filtret ind med Tang,
i Vingens Slagfjer vissent Løv der hang. —
Og Herren, Menneskers og Engles Dommer,
oplod sin Røst: Sig frem, hvorfra Du kommer?
Hvad er din Kind og blodig Svøbesnoren — — ”.
Men Englen svared: — „Fra at tugte Jorden!
Omstyrtet ligger nu, som Du befol,
Hvert Skønhedsstempel, hvert et tomt Idol.
Strakt hen i Støvet har jeg Egens Top,
langs alle Kyster brøler Havet op.
Og Jordens Børn, hovmodige og svage,
forgudende sig selv i Lykkens Dage —
Dem har jeg krummet under Lovens Tugt,
stærk var min Arm, og Svøben har jeg brugt.
Nu trygler de om Fred med skræmte Miner,
og deres Storhed ligger i Ruiner.
Da talte Herren: „Nok for denne Sinde!
Min Naade søge de. Den skal de finde.
Din Nidkærhed var ren, din Haand var djærv.
Gak nu til Hvilke. Du har endt dit Hverv!”
En Engel kaldte han fra højre Side;
Han Blik var mildt, hans Vinger svanehvide.
„Flyv”, bød ham Gud, „flyv fra min Trone ud
til Jordens Børn som Naadens Sendebud!”
Og Englen svang sig ned langs Himlens Bue
med Oliegren som Arkens hvide Due.
Lydløst ham Vingen var, og overalt
de vilde Kræfter fluks til Hvile faldt.
Ud fra hans Øje gik et Skær af Blidhed,
Naturen selv tog Genskin af hans Hvidhed
Hver Fold og Fure glatted blidt sig ud,
til Jorden stod i Sneens Jomfruskrud.
Og Jordens Børn, enfoldige som vise,
dem alle kom han til med Fred og Lise,
snart som et Haab. snart som en mild Erinding,
i Armods Vraa med Hjælp og Trøst og Lindring.
Han hented Grab og Skovens grønne Tjørn:
festsmykket stod hvert Hjem, hvor der var Børn.
Han kyssed deres Kind og gule Lokker.
Saa ringed han med alle Kirkeklokker
og steg tilsiste, dengang hans Værk var endt,
op under Nattens dybtblaa Firmament.
Der stod han da i Rummets dunkle Fjerne
og lyste vidt paa Himlen som en Stjerne,
Da saa’ de op fra Slot og Hytters Skjul
og takked Gud og sagde:
Det er Jul!