Der fyger Hvidt i Aarets første Spor.
I Marts dog grønnes Grøftekantens Tuer.
Maj spænder Bøgeløvets lyse Buer
og blomsterduger Skovens Alterbord.
Skærsommer har sit vilde Rosenflor,
sin lyse Nat, som over Fjorden luer;
August sit Gyldenskær af moden Hvede,
og saa — saa har vi Høsten allerede.
Mens blanke Leer mejer Skaar paa Skaar,
begynder alt Kastaniens Løv at gulne.
Snart strøes det over Muld for selv at muldne,
— det er den triste Sæd, Oktober saar.
I blodrødt Skrud han gennem Skoven gaar,
en Bøddelknægt med Læber blaa og svulne;
og medens Blæsten rusker, Regnen siver,
November barsk sit „Mene Tekel” skriver.
Decemberdagen rinder graa og trist —
Dog se! Med eet det lysner i det fjerne.
Ude i Natten tændes der en Gnist,
den vokser, funkler som et Fyrs Lanterne,
til endelig den straaler lig en Stjerne
med himmelsk Glans ved Vejens Ende hist.
Da glemmes Mørke, Slud og Stormens Kulen.
Det Lys forude, det er Julen — Julen!