Giv Tid, min Ven! Gaa ej saa fort,
en Hvil vi kan behøve.
Lad os ved Præstegaarden her
et Øjeblik fortøve.
I Huset er, saavidt jeg tror,
endnu ej Nogen vaagen —
Kom lad os træde indenfor
igjennem Havelaagen.
Hvor tydeligt dog Alting staar
i min Erindring ridset —
thi vid, det er mit Barndomshjem,
den gamle Bolig hisset.
Der siges, den skal sløjfes nu
og bygges om fra Grunden — —
Jeg maa dog se mit Livs Idyl,
før rent den er forsvunden.
Gaa med igjennem Haven, Ven,
og følg mig alle Vegne.
Hvert Minde fra den svundne Tid
skal tro jeg Dig betegne.
Tilgiv, om hvad Du ser, ej stort
af Interesse ejer —
Du veed, paa Mindets Vægtskaal er
det just det Smaa, der vejer.
Se Plænerne i Morgenlys
af Natteduggen vaade.
Fra Busk til Busk et Net er spændt
af fine Spindeltraade.
Hist ligger Lundens grønne Læ,
hvor Ask og Poppel luner —
dér skar som Dreng i mangt et Træ
jeg dybe Minderuner.
Ved Havens Udkant staar en Bænk,
i Ly af fire Linde —
Hvor var her svalt ved Sommertid,
og hvilken Duft herinde!
Foroven lød et stadigt Surr
af arbejdstravle Bier,
og nedenfor laa Engen grøn
med Blomsterbroderier. —
Her strækker sig mod Syd et Bed
i Gaardens hele Længde.
Dér gik jeg tidt om Aftnen ned
og stak Asparges i Mængde.
Og Længen hist, hvor Storken staar
paa Vagt med røde Hoser,
i Høsten var med Druer dækt
og gyldne Abrikoser. —
Nær Urtehaven med dens Kaal,
dens Jordbær, Bønner, Ærter —
Kastanietræet kupler sig
med tusend Blomsterkærter.
Mod Husets mosbegroede Tag
Løvværket tungt sig buer
til en Portal, hvorfra i Mag
man ind i Haven skuer.
Her fanged selv jeg første Gang
— det var i Pinseferien —
bag Løvets tungt udskaarne Hang
et Glimt som af Hesperien.
Solbrændt af Marschen var jeg naaet
hid over Mark og Vænge
og smutted saa i Haven ind
bag om den søndre Længe.
Jeg var endnu et Købstadbarn
fra Byen hist ved Skoven;
der gik jeg til mit tolvte Aar,
blev lang og kaad og doven.
Men da saa Fader skifted Kald,
fik Sko den unge Fole —
jeg sendtes mange Mile bort
til den latinske Skole.
Nu skued jeg for første Gang
mit nye Hjem paa Landet.
Her var der Lys og Luft og Plads
langt mer end i det andet.
Set fra Kastaniens grønne Port
i Løvets mørke Ramme,
det tyktes mig saa nyt og stort,
— men inderst dog det samme.
Lunt laa det der med Vedbendløv
helt op til Tagets Mønning,
med blomstersnete Æbletrær
og Plænens Fløjelsgrønning;
og under Rødtjørnbuskens Flor,
den sarte lyserøde,
stod Moder selv med Solhat paa
og smilte mig imøde.
Da var det brat, som alt det Ny
og Fremmede var veget —
jeg følte grant i samme Stund,
at Hjemmet var mit eget.
— Ak, hvor hvert saadant lille Træk
man tydelig dog mindes —
Monstro vel siden nogen Fryd
saa ren og barnlig findes? —
— Se Dammen her — tilforn Asyl
for fire dvaske Suder.
Et Træ med Fuglekirsebær
ud over Vandet luder.
Engang vor gamle Havemand
fra Grenen svaj og knudret
faldt som en altfor moden Frugt
paa Hovedet i Mudret. —
Hist staar det gamle Morbærtræ,
i tvende Parter kløvet;
her spredte vi ved Høstens Tid
Halmknipper under Løvet.
Hver Morgen var af sorte Bær
et Maaltid lagt til Rette,
og alle Fingerspidser blev
i den Tid violette. —
Ved Dammen er et Lysthus skjult,
tæt af Jasminer lukket.
Her har i Ferien jeg tidt
mig med en Bog forstukket.
Bag Løvgardinet stundom jeg
til Nabohuset kigged;
en solbrændt Bondepige sad
paa Tærsklen der og strikked. —
Se Træet her — oprindelig
med Kejserindepærer; —
En armlyk Vedbend som en Snog
sig tæt om Stammen snærer.
Det er sandsynligt, at der nu
ej mange Frugter kommer,
— men Træet selv staar evig grønt
i Vinter og i Sommer. —
Det store aabne Blomsterstrøg
var særlig Fars Arena;
her pranged Fuchsia, Levkøj,
Reseda, Phlox, Verbena.
Og svedes Huden altfor stærkt
af Sommersolens Lue,
saa aabned Nøddegangen hist
sin svale Klosterbue.
Dér var det, gamle Tante gik
og kvæged sig i Skyggen,
men faldt omkuld og hjælpeløs
blev liggende paa Ryggen.
Med udspændt Parasol og Hat
paa allersidste Mode
hun laa, til Nogen kom og fik
det stakkels Skind paa Fode. —
— I Ly af disse Æbletræer
og høje Solbærbuske,
dér sad — en Solskinsdag i Maj
kan tydelig jeg huske —
min syge Mo’r, saa fin og svag
med Kinden bleg og magret,
under det blomsterhvide Tag,
hvor Sommerfugle flagred.
Den lange triste Vintertid
som levende begraven,
fik første Gang i Dag hun Lov
at komme lidt i Haven.
Et Lærredssejl vi spændte da
til Skærm mod Middagssolen
og fik bag disse Buske lunt
placeret Lænestolen.
Jeg husker hendes glade Smil,
da hun herud blev baaren;
det var for hende jo et Spring
fra Vintren ind i Vaaren.
Lyksalig sad hun i sit Telt
som Abraham i Mamre
og drak en Luft af bedre Art
end den i Sygekamre. — —
Hist titter bag Syreners Hæk
to hvide Murstenspiller —
ikkun en Laage Havens Grund
fra Kirkegaarden skiller.
Hvor let den Levende dog blier
med Graven her fortrolig —
og dør man, har man ikke langt
ind til den sidste Bolig.
Her hviler de da, Arm og Rig,
Gammel og Ung i Fællig — —
Ak, Ven — lad mig alene her,
thi denne Plet er hellig.
Hin Mindets Kjede, som jeg bandt,
ved Tuen hisset ender.
Dér slutter jeg min Pilgrimsgang
og folder mine Hænder.
Thi hér — ej langt fra Kirkens Chor
og tæt ved Abildgaarden,
— saa tæt, at Blomstrets hvide Flor
kan vejres hid i Vaaren —
her lagdes, dengang Løvet faldt
ved mørke Jævndøgnstide
min Far, den gamle Præstemand,
ned ved sin Hustrus Side.
— — Farvel, min lyse Barndomsbo,
Farvel, hver Plet i Haven!
— Farvel, I dyrebare To,
som hvile her i Graven!
Højt staar alt Solen, peger frem
paa Vejen, jeg skal drage. —
Saa lad det Svundne træde da
i Sjælens Dyb tilbage.
— Men Mindets Vemod som en Dug
skal Livets Blomst forfriske
og som et dæmpet Aftensuk
igjennem Hjertet hviske.
Lad Tiden give for min Vaar
mig vissent Løv i Bytte —
i uforkrænket Skønhed staar
min Barndoms lyse Mythe!