Jeg kom fra Colossæum. Romas Vælde,
afpræget i den mægtige Ruin,
hvis Kæmpemure, knejsende som Fjelde,
i trodsig Kraft har overlevet hin —
det stolte Billed af en svunden Old,
hvis Stræben var det Ydre, Colossale,
men aldrig Aandens Dybde, det Centrale,
— fyldte min Tanke, men lod Sjælen kold.
Imod en anden Alder nu jeg længtes:
Hin sære farverige Gjæringstid,
da Romeraandens Tankeformer sprængtes,
— da Følelsernes lønlige Naturkraft
og Fantasiens barnlig friske Urkraft
slog ud i Tro og æventyrlig Id:
— mod Middelaldrens Rom jeg Kursen retted.
Hist ovre laa det højt og solskinsmættet,
i varme, lyse Broncetoner brændt
imod det rene luftblaa Firmament.
Fra Colossæum førte Vejen opad. —
Som paa en Skovsti Egens Slangerod
skød Murværk frem og hildede min Fod;
thi dybt i Mindets Jordbund, hvor jeg stod,
har Alder lagvis lejret sig paa Alder
som hos de klippehyggende Koraller.
Historikeren her blier Geolog,
som Jorden selv er en Historiebog.
Nu drejed jeg om Hjørnet af en Gyde,
der stejlt skød op ad Esqvilinerskrænten.
— Jeg studsed, da jeg løftede mit Blik.
Thi brat udrevet af min Oldtidsdrøm,
hensat jeg følte mig til Orienten.
Mørkladne Huse, tunge og forvitrede,
med lave Døre, Ruderne tilgitrede,
fra venstre Side gjorde Gaden trang.
Et Kloster løftede sin nøgne, hvide,
ældgamle Havemur paa højre Side;
og spottende dens snævert satte Skranker
et sammenfiltret Væv af Vinløvsranker
og dunkelt løvede Orangekroner
med gyldne Appelsiner og Citroner
i yppig Fylde over Randen hang;
men — som i Messen Enkeltstemmens Klang
løfter sig over Kirkerummets kvalme,
lavtbølgende og søde Viraksduft —
skød stolt ved Murens Yderkant en Palme
mod Himlen, spredende sin Fjedervifte
højt i den dybtblaa ætherrene Luft. —
Den snævre Gyde munded i en Plads,
hvor brede Fliser dækker Højens Rygning.
I Torvets Baggrund laa en Kirkebygning,
St. Pietro, kaldes den, invincolis,
fordi — som det derinde kan erfares —
St. Peters Lænker samme Steds bevares.
Jeg traadte ind. En skjøn Basilika,
hvis blotte Alder Højtidsstemning vækker.
Fra oven gled et varmt og gyldent Skær
hen over de antike Søjlerækker,
der bære Loftet. Tjenesten var endt,
Præsterne vandred bort til Sakristiet,
bærende Alterkalken og Monstransen,
fulgt af Kordrengene med Messebøger,
Røgelsekar og Lys.
I Midterskibet,
hvor Luften end var ganske gjennemstribet
af lysblaa Virakskyer, saas Ingen mer;
men spredt omkring ved Sidealtre dvæled
endnu en Flok, som korsed sig og knæled
og under Mumlen drejed Rosenkransen.
Jeg vandred langsomt om i Kirkerummet
de Bedende forbi med dæmpet Skridt.
Da — ved en Drejning— fængsledes mit Øje
i Sideskibet brat af noget Hvidt,
som flammed i den lange Solskinsstribe,
der regnbufarvet skød sig ned paa Skraa
højt fra den kolossale Vindusroses
brogede Glar. Jeg fortned mine Fjed
og stod — som anet alt — Ansigt til Ansigt
med — Mikel Angelos berømte Moses.
Der sad han, som fra Sinai han kommer.
Endt er hos Folkets Gud hans Foretræde,
og paa sin Vandring ned ad Bjærget har
en Stund paa Klippens Kant han taget Sæde.
End er hans Aand bag Sky paa Fjeldets Tinde,
halvt som i Drøm han flyttet har sin Fod.
End hviler Glans af Mødets store Minde
over hans Træk, og end har ej hans Tanke
i Jordens lave Egne fæstet Rod.
Men Pantet paa den Verden, han forlod,
hint klare Omrids af Ideens Rige,
som nu skal klæde sig i Kjød og Blod,
— de dyre Lovens Tavler, trofast krystet
i højre Arm han holder tæt til Brystet.
Da vækkes han. Fra Dalen hist en Larm
kalder hans Tanke ned fra Aandens Højder
— Han lytter — Stille! — Kan han tro sit Øre?
Er det ej Cymbelklang og Lyd af Fløjter
og Raab af mange Stemmer, han kan høre?
— — Jo vist! — Hør! nu paa ny! Med løftet Arm
han luder frem og skygger over Brynet.
— Han studser — vil ej tro — — han spejder atter —
— — »O, Israel, mit Folk!«
Som ramt af Lynet
sidder han stiv og stum og bleg af Harme,
mens Brystet aander ud i haanlig Latter.
»O, Trælleflok! Saa utro og saa halv —
hvor Alt er Stemning — Intet gaar i Dybden!
Du, som nys for Jehovas Torden skjalv —
har alt Du glemt Hans Haand, som fra Ægypten
bar Dig herhid! — Blev Du med Vanvid slaget,
at Du for Ham — et Dyr til Gud har taget!«
Han bider Læben, kæmper med sin Vrede.
Men Øjet flammer, og i Skæggets Lokker
med harmfuldt Greb hans stærke Haand sig snor.
For Stormens Frembrud sig hans Pande kruser —
Knæmusklen strammer sig, til Springet rede —
— — Et Nu — saa staar han oprejst, stolt og stor,
og med et Veraab over dem dernede
han Lovens Tavler imod Klippen knuser.
Vidunderlige Kæmpe! Stærke Heros!
Hvi blev i denne Helligdom Du Gæst?
Fik Du vel her din Plads som en Protest
imod den Aand, i Jordiskheden hildet,
der rummer ej den rene Gudsidé,
men stedse for at kunne tro maa se
og skaber Guder i sit eget Billed?
— Jeg stod og saa.
Og mens jeg skued nøje,
gled, tyktes mig, fra Marmorkæmpens Øje
et lynsnart Blik hen over Skaren hist,
som laa paa Knæ omkring ved Altersokler
og nejed sig for Helgenskrin og Knokler
som Israels Sønner for den gyldne Kalv.
Og medens Lyset fra de malte Ruder
gled regnbufarvet gjennem Kirkens Hvalv,
— jeg saa den hvide Marmorfinger pege
paa Buddet, hugget ind i Tavlens Sten:
Hør Israel! Herren din Gud er een,
og Du skal ikke have andre Guder!