Bag Pinieskovens lyse Tag,
som ned ad Fjeldet skraaner,
det store, stolte Middelhav
mod Himmelranden blaaner.
Med Oliens fede Fyldighed
det duver tungt derude,
og Farven skifter i dets Spejl
som i en solbrændt Rude.
Men fra et Dyb af Indigo
hver Braadsø frem sig krænger,
og Skummets hvide Liljeblomst
for Klippens Fod den slænger.
Den svale Havbris køler mildt
i Dagens tørre Hede
og bærer hid en fjern Musik
af Brændingen dernede.
Dens Brusen bringer, tykkes mig,
et venligt Bud fra Hjemmet,
her i den sydlige Natur,
hvor Alt er nyt og fremmed;
hvor Jord og Klipper har en Lød
saa lys og broncegyiden;
hvor Solens Vælde røber sig
i Farven, Plantefylden;
hvor Vintrens Lejr er rykket bort
til fjerne Tinder — medens
jeg favnes af en sydlandsk Pragt,
en Have, skøn som Edens.
Fra Oleandrens hvide Flor
og Neriernes røde
en sød og krydret Mandelduft,
der strømmer mig i Møde.
Kødfulde Kaktus skyde frem
af Klippevæggens Rifter;
foroven sprede Palmerne
de dunkelgrønne Vifter.
Oliventræer sænke fromt
de matte sølvgraa Kroner;
varmt gløder mellem natligt Løv
Oranger og Citroner.
Omkring hvert Træ sig Vinløv snor
i maleriske Linier
og dækker med et luftigt Tag
de søjlebaarne Vigner.
Men i den grønne Skumring her,
som i en Drypstenshule,
der svulmer Drueklaser frem
saa sorteblaa og gule.
Og over hver en Havemur
fremvælder der en Manke
af Vedbendløv og Clematis,
den blomsterfyldte Ranke.
Hist tunges Løvet bredt og stort,
og naar jeg løfter Fligen
af Kronens dybt indskaarne Bort
jeg skimter modne Figen.
Agaven tænder langs min Vej
sin stolte Kandelaber,
og i et Krat af Cannarør
sig Vindens Susen taber.
Hver Luftning, lun og vellugtfyldt,
om Fryd og Elskov hvisker.
Ikkun Cypresserne, der staa
som sorte Obelisker,
fremmaner Dødens Alvor midt
i Glædens lyse Sommer
og bryder Orgiets Jubelklang
med Lyd af Sørgetrommer. —
— Fra Højderne den hvide Sti
ned ad mod Golfen løber.
En Række Huse langs dens Bred
et Fiskerleje røber.
Tagløse, men i Skærm og Ly
af kronebrede Pinier
de tegnes mod den aabne Strand
i rene lige Linier.
— Nu synker Solen. Luft og Hav
i Farver sammensmelter.
En Dønning, blank som Perlemor,
tungt under Kysten vælter.
Imod en Himmelgrund af Rav
de brede Piniekroner
og fjernt i Vest en Klippepynt
violblaa sig fortoner. —
Paa Strandens stærke Bølgeværn
af brune Klippeblokke
i Grupper nu sig Hustruer
og unge Piger flokke.
Sølvpil i Haar. Om Nakken slængt
et Silkeklæde broget.
Hvor rene Træk — og hvilken Strøm
af Velklang dog i Sproget!
De spejde over Golfen mod
hver tvillingvinget Sejler,
som glider ind til Hjemmets Kyst
med Husbond eller Bejler.
Og rundt omkring dem tumle Børn,
mer eller mindre nøgne,
med kulsort Haar, solbrunet Lød
og store, mørke Øjne.
Knap vejre de en fremmed Gæst,
før Skaren — smaa og store —
omringer mig med Raab og Skrig:
»Un soldo, signore!«
Og kaster jeg en Mønt i Grams,
fluks slaa de ned paa Byttet
og puffes, indtil En sin Fangst
i Næven holder knyttet.
Det er en Jubel og et Spræl
af nøgne Ben og Arme;
selv langt fra Stedet kan endnu
jeg høre Flokken larme.
— Saa kommer Mørket uden Frist.
Havfladens Glansspil slukner,
og fjernt i Nattens sorte Dyb
nu Kvældens Purpur drukner.
Men Stjernekærter flammer op,
naar Dagens Rude blændes,
og ude over Genova
det høje Blinkfyr tændes.
Og fyldt af Farver, Duft og Lys
jeg did nu Kursen retter —
mens alt omkring mig glider ud
i sorte Silhouetter.