Det lakker nu mod Opbrud snart,
saa lidt det end mig huer,
For hver Dag blier der mere bart
og tomt i vore Stuer.
Kunstsager, Nips og andet smukt,
Gardiner, Portierer
man plukker ned som moden Frugt
og bort i Kurve bærer.
Jeg ser i Rummet mig omkring
hvor plyndret Alt og skæmmet!
Jeg savner disse tusind Ting,
som samlet skaber Hjemmet.
Nu falder Lyset skarpt og grelt
uhæmmet af Gardiner,
ind, hvor Tapetets nøgne Felt
med gule Skjolder griner.
Sært er det, som man Aar for Aar
til slig en Bolig knyttes!
Det smerter rentud fysisk, naar
man rykkes op og flyttes.
Skønt meget tidt var ubekvemt,
og Savn og Mangler findes —
i Afskedsstunden Alt er glemt,
og kun det gode mindes.
— Jeg søger til mit Arbejdsrum,
hvor jeg har drømt og skrevet,
og tæller til en samlet Sum
Alt, hvad jeg her har levet,
Og Billed efter Billed frem
sig vikler af mit Minde,
som vilde de erstatte dem,
der nylig hang herinde:
Hvor kønt her var, naar Morgensol
den lille Stue fyldte,
og Rammer, Piber og Reol
blev luende forgyldte;
naar Nattens Em ad Ruden flød
og dunsted bort ved Varmen,
og friske Skud og Blade skød
fra Blomsterne i Karmen.
Hvor hyggeligt en Vinterkvæld,
naar ude Frosten drilled,
naar Flammeskær fra Ovnens Spjæld
paa Loft og Vægge spilled;
naar Tæppet fjedred for mit Trin,
— skønt ikke noget „Brysseler” —
og Lampen vinked med sit Skin
til Skrivebordets Sysler!
Hvor sødt, naar Fløjtetonerne
fra Stæren hilste Vaaren,
og naar Kastaniekronerne
sprang ud paa Kirkegaarden!
Selv Smeden hist blev lokket tidt
i Porten ud, selv tredje,
og Kirsebærret blomstred hvidt
foran den sorte Smedje.
— Her var mig stundom Musen huld,
her har jeg drømt og digtet
og Poesiens klare Guld
fra Hverdagsgrumset sigtet.
Kom Rimet af og til paa tværs,
saa Tonen for mig bristed, —
det klaredes, og Vers paa Vers
sig ned i Skuffen listed.
— Her har jeg tryglet, modløs, træt,
om Trøst i Nattetimen.
Her har jeg baade smilt og grædt
ved Juleklokkens Kimen.
Her har jeg — Himlen mere nær —
tænkt mine bedste Tanker,
naar efter Dagens travle Færd
min Skude kasted Anker.
Her stod jeg, engang Solen randt
en Sommermorgen stille.
En Nat i Skrig og Jammer svandt,
en Nat, som glemmes silde.
Nu kom der Ro — ja Gudskelov!
Dernede alt blev tyst.
Dér laa et nyfødt Nor og sov
trygt ved sin Moders Bryst.
Og denne Glut, hvis spæde Krop
rask skød til Vejrs fra Tue,
hun lærte snart sig Vejen op
til Fars Studerestue.
Her sad hun med sin Billedbog,
her holdt hun af at være;
her pludred vi vort eget Sprog
med mange Gloser sære.
Heroppe saa af Nattens Skød
jeg Maaneskiven dukke,
mens Bølgeskvulp fra Kysten lød
som fjerne Vemodssukke.
Her saa’ — dog, hvorfor sige mer
til ingen Verdens Gavn!
Det gør kun Afskedstimen svær
og bitrere mit Savn.
— — Sandt nok! Jeg husker vel og véd,
at naar vi nu skal flytte,
faar for vor gamle Lejlighed
en bedre vi i Bytte — —
Men ligefuldt! Det er, som om
man skar mit Kød med Knive,
og hvis man æskede min Dom,
saa lød den: Blive — blive! —
Ak! Mon paa samme Vis det gaar,
naar — Ingen ved sin Frist —
det store Opbrud forestaar
til Fremtidshjemmet hist;
naar al vor Prunk fra Livets Fest
forlængst er plukket bort,
og næsten intet er til Rest
af det vi kaldte vort? — —
— — —
Farvel, Du gamle Hus! Tilgiv,
at vi Dig Ryggen vender!
Med Dig et Afsnit af vort Liv,
maaske det bedste, ender.
Hvad end vi naa paa verdslig Vis,
— aldrig vi glemme kan
vort første Hjem, vort Paradis,
vor Lykkes Morgenland!